Grafik: DMA Roots 2026 (TEMPI)

Som bekendt skal årets prismodtagere i ti kategorier findes til DMA Roots torsdag den 26. november på Bremen Teater i København, hvor hele den danske roots-scene samles igen. Men DMA Roots er også en levende fejring af musikken – og nu kan vi løfte sløret for både årets vært og det fulde liveprogram.


Tre vidt forskellige navne indtager scenen: Folk Ensemble, REXEN og Ki!. Fra den levende danske folkemusiktradition over skandinavisk gotisk folk til en musikalsk verden, hvor genrer og geografiske referencer blandes med stor appetit, tegner de tilsammen et billede af bredden i den danske rootsmusik netop nu.

Folk Ensemble

Folkemusikken lever! Folk Ensemble samler professionelle musikere fra den danske folkemusikscene og arbejder for at give den levende danske folkemusik mere plads på landets scener. Gamle melodier møder nye arrangementer og kompositioner i et sammenspil, der spænder fra det nære og lyriske til det energiske, dansante og kraftfulde.

REXEN

REXEN – Michael Rexen – bevæger sig i et særegent skandinavisk-gotisk folk-univers med rødder i både vestlige og mellemøstlige traditioner. I januar udgav han The Chauffeur, indspillet i Peter Gabriels Real World Studios, og albummet indbragte ham siden Carl Prisen som Årets Komponist inden for roots.

Ki!

Bag Ki! står Christian Ki Dall, der med stor appetit bevæger sig på tværs af genrer og selv skriver, indspiller, producerer, mixer og mastererer sin musik – og spiller stort set alle instrumenter. Aktuelt er han på vej mod dobbeltalbummet Return to Haeundae Beach, der udkommer i februar 2027 og afslutter en albumtrilogi påbegyndt i 2022.

Ahmed Omar er årets vært

Til at føre publikum gennem aftenen får de tre live-navne selskab af Ahmed Omar. Han er komiker, vært og podcastskaber og har blandt andet været vært på TV 2 Plays Line Up og er medskaber af podcasten Gråzonen. Med erfaring fra SPOT Festival og liveshows på både Roskilde Festival og NorthSide er han samtidig godt hjemme i krydsfeltet mellem musik, kultur og den levende scene.

Med humor, varme og nysgerrighed bliver det hans opgave at guide publikum gennem årets priser, musik og mennesker, når DMA Roots 2026 fejrer endnu et år i dansk rootsmusik.


Følg også med, når vi løbende offentliggør de nominerede i alle priskategorierne frem til det store show. Det kan du gøre lige her.


DMA Roots foregår torsdag den 26. november på Bremen Teater i København. Husk at købe dine billetter nu på brementeater.dk. Følg med i nyhedsbrevet og her på siden, hvor vi løbende offentliggør flere nominerede i de resterende kategorier.

Danish Music Awards Roots 2026 arrangeres af TEMPI – Roots Music Denmark i samarbejde med IFPI og Bremen Teater og med støtte fra Statens Kunstfond.


Grafik: DMA Roots 2026 (TEMPI)

Den 26. november samles den danske rootsmusik til årets store prisfest på Bremen Teater i København. For andet år i træk danner Bremen ramme om en aften, hvor vi fejrer musikken, kunstnerne og det stærke fællesskab omkring rootsgenren – og uddeler hele 10 statuetter.

I år byder DMA Roots på to helt nye priser, som føjer nye perspektiver til prisuddelingen. Undervejs frem mod showet offentliggør vi årets nominerede, kategori for kategori.
Her på siden kan du løbende finde alle nominerede til DMA Roots 2026 – fra de nye navne på scenen til de etablerede kræfter, der gennem årets løb har sat deres aftryk på dansk rootsmusik.


Vi glæder os til at præsentere dem alle – og til at fejre dem sammen med jer den 26. november.


Årets Danske Rootstrack

“Vals Ajillo” af Kalaha

Med “Vals Ajillo” inviterer Kalaha endnu en gang indenfor i deres farverige musikalske univers, hvor roots, jazz og elektroniske elementer mødes. Tracket er en del af albummet Guirca fra 2025, som GAFFA kvitterede med seks stjerner for. Kalaha er kendt for at udforske musikalske grænselande, og på “Vals Ajillo” mærkes både deres høje energi og deres lyst til at blande genrer og geografier. Et medrivende track fra et band, der aldrig står stille.

“Trails” af Ba Balance / Krudtmejer feat. Big Creek Slim

På “Trails” mødes duoen Ba Balance med producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen i et musikalsk møde med rødder i bluesens afrikanske ophav. Ørkenblues, afrojazz og instrumental musik smelter sammen, og på tracket medvirker også den prisvindende danske bluesmusiker Big Creek Slim. Samarbejdet mellem Ba Balance og Krudtmejer begyndte i 2025 og har allerede resulteret i fem singler – flere af dem i rotation på DR P8. “Trails” er et stærkt eksempel på, hvordan forskellige musikalske udgangspunkter kan finde sammen i et fælles udtryk.

“Vallivan” af Floating Sofa Quartet feat. Dreamers’ Circus

Floating Sofa Quartet samler folkemusikere fra Danmark, Finland og Sverige i et genrebrydende samarbejde, der i mere end ti år har udforsket og fornyet den nordiske folkemusik. Med afsæt i både de fælles rødder og de lokale traditioner skaber kvartetten deres helt eget nordiske udtryk. På “Vallivan” får de selskab af Dreamers’ Circus, som med deres blanding af nordisk folkemusik, klassisk musik og jazz tilfører endnu et lag til det musikalske møde. Tracket er fra Floating Sofa Quartets album Tides, der udkom i 2025 og markerede bandets 10-års jubilæum.

“Vuvuzela Dourada” af Sunbörn Meets Clap!Clap! feat. Carolina Lelis

På “Vuvuzela Dourada” mødes det danske orkester Sunbörns groovy beats og virtuose jazzhorn med den italienske producer og DJ Clap!Clap!’s elektroniske univers. Tracket er en del af Earth is Begging, et album, hvor Sunbörn udforsker grænselandet mellem jazz, fusion og elektronisk musik sammen med gæster fra blandt andet Brasilien, Nigeria og Storbritannien. På “Vuvuzela Dourada” medvirker den brasilianske sanger Carolina Lelis, som er kendt for at forene brasiliansk musik med jazz og R&B. Resultatet er et energisk og rytmisk musikalsk møde, hvor flere musikalske traditioner smelter sammen.


Årets Nye Danske Rootsnavn

Carol Supreme

Carol Supreme er en nysgerrig og eklektisk trio, der tager afsæt i skandinavisk folkemusik og blander tradition med leg, dybde og nye musikalske idéer. Bandet blev til under en midnatsjam på et folkemusikstævne – og den spontane energi lever stadig i deres åbne og levende musik. Med melodier, der både føles velkendte og overraskende, skaber trioen et udtryk med masser af detaljer og stærk musikalitet. I 2023 modtog Carol Supreme Folk & Fæstivals talentpris KATAPULT, og i 2025 udgav de deres debutalbum.

Julia Bengtson

Julia Bengsons sange kredser om det store og det lille, det skrøbelige og det stærke – med en særlig sans for den friktion, der opstår, når tradition og samtid mødes. Med debutalbummet “det ska bli som det ska” fra 2025 bevæger hun sig mellem svensk pop, skandinavisk folkemusik og moderne produktion. Albummet gav hende blandt andet en nominering i kategorien Årets Sangskriver ved Dalecarlia Music Awards i år, og så har hun også markeret sig på den danske musikscene og blandt andet spillet på SPOT og turkis.

Alterne

Dansk/estisk/belgiske Alterne bevæger sig i grænselandet mellem pop, folk og indie – eller som de selv kalder det: Dream Folk. Med dansk vokal, violin, hardanger-fiddle, kantele og accordion skaber trioen et atmosfærisk og drømmende lydunivers, der samtidig har rødder i folkemusikken. Alterne består af Ida Marie Jessen, Oscar Beerten og Maimu Jõgeda, og deres debutalbum fra 2024 har fået international opmærksomhed, hvilket har banet vejen for, at trioen har optrådt på festivaler og venues rundt om i Europa.

Margrethe Ingemann

Margrethe Ingemann bringer den nordiske visetradition ind i nutiden i et krydsfelt mellem indie folk, dansk sangskrivertradition og nordisk folkemusik. Med sin blide, æteriske vokal, klassiske baggrund og nordiske kulning skaber hun et særligt musikalsk rum, hvor fortid og nutid mødes. På debutalbummet Daggry flettes visesangens rødder sammen med et stort, sfærisk lydbillede af strygere, guitarer og tangenter.

Ba Balance / Krudtmejer

Ba Balance/Krudtmejer er et nyt musikalsk samarbejde mellem guitarist og komponist Preben Carlsen, gambisk percussionist Salieu Dibba og producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen. Sammen tager de afsæt i bluesens afrikanske ophav og bevæger sig mellem ørkenblues, afrojazz og moderne instrumental musik. Samarbejdet begyndte i 2025 og har allerede resulteret i fem singler, hvoraf flere har været i rotation på DR P8.


Traditions- og Fællesskabsprisen

Mads Kjøller Henningsen

Mads Kjøller Henningsen er folkemusiker, multiinstrumentalist, komponist og arrangør og en markant del af den moderne danske og nordiske folkemusikscene. Med en særlig interesse for traditionelle instrumenter og historisk musik bevæger han sig fra middelaldermusik til samtidsfolkemusik. Gennem genfortolkning af traditionelt kildemateriale, nye kompositioner og sit arbejde som formidler og udøver af folkemusik og folkedans er han med til at videreføre og fortolke traditionerne – og gøre dem nærværende for nye publikummer.

Floating Sofa Quartet

Floating Sofa Quartet samler folkemusikere fra Danmark, Finland og Sverige i et samarbejde, der i mere end ti år har udforsket og fornyet den nordiske folkemusik. Med blik for både de fælles rødder og de lokale særpræg har kvartetten skabt et stærkt pan-nordisk musikalsk fællesskab. Gennem deres egne kompositioner, fortolkninger af traditionelle melodier og samarbejder med musikere fra hele Norden giver de traditionerne nyt liv og nye perspektiver. Med turnéer og koncerter på festivaler i både Danmark og resten af Europa har Floating Sofa Quartet samtidig været med til at bringe den nordiske folkemusik ud til nye publikummer.

Lene Høst

Lene Høst har gennem det seneste årti arbejdet på tværs af folkemusik, kor, uddannelse og lokale musikfællesskaber med et gennemgående fokus på at udbrede og udvikle den traditionelle musik. Som sanger, komponist, underviser og korleder står hun blandt andet bag kvindekoret ROOTS, vokalgruppen HØST og den lokale folk-jam Folk’tinget i Odense. Hun har desuden været en del af udviklingen af folkemusikuddannelsen på Syddansk Musikkonservatorium og arbejdet for at gøre traditionel vokalmusik tilgængelig for nye sangere og musikere. På tværs af projekterne er ambitionen den samme: at skabe fællesskaber omkring musikken og give traditionerne plads til at leve, udvikle sig og blive givet videre.

Syddansk Folkemusik Talentskole

Syddansk Folkemusik Talentskole (SFT) er et talentudviklingsmiljø for børn og unge med passion for dansk og nordisk folkemusik. Her mødes unge musikere fra hele landet i orkestrene Folk Noise og Folkalicious, hvor de udvikler sig gennem sammenspil, gehør, sang, dans, koncerter og mødet med professionelle folkemusikere. Siden 2011 har SFT arbejdet for at give folkemusikkens traditioner videre til nye generationer – som levende musik, der spilles, udvikles og deles i stærke fællesskaber.


Årets Danske Rootskomponist

BASCO

I mere end 15 år har Basco været et markant navn på den nordiske folk-scene med en musik, der kombinerer stærkt håndværk, energi og nysgerrighed. Kvartetten har gennem årene udviklet et særligt musikalsk univers, der både trækker på nordiske traditioner og rækker ud mod nye genrer og samarbejder. Det kommer senest til udtryk på albummet Three Times into Something Wild fra 2025, som Basco er nomineret i denne kategori for. 

Fredrik Lundin / Trinelise Væring

Fredrik Lundin og Trinelise Væring har gennem årtier bevæget sig nysgerrigt mellem jazz, folk, roots og rock – både hver for sig og sammen. På Running From the Devil, det andet album med deres 10-personers Tone of Voice Orchestra, forener de deres stærke erfaring som komponister og orkesterledere i et stort, levende roots-univers. 

Ba Balance / Krudtmejer 

Ba Balance/Krudtmejer forener guitarist og komponist Preben Carlsen, gambisk percussionist Salieu Dibba og producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen i et musikalsk møde med rødder i bluesens afrikanske ophav. Med ørkenblues, afrojazz og moderne instrumental musik som afsæt skaber de et udtryk, hvor forskellige traditioner og nutidige strømninger mødes. Samarbejdet begyndte i 2025 og har allerede resulteret i fem singler, hvoraf flere har været i rotation på DR P8. 

Margrethe Ingemann

Margrethe Ingemann bringer den nordiske visetradition ind i nutiden i et krydsfelt mellem indie folk, dansk sangskrivertradition og nordisk folkemusik.På debutalbummet Daggry, skabt i samarbejde med guitaristen Ask Nørholm, væver hun visesangens rødder sammen med et sfærisk lydbillede af strygere, guitarer og tangenter. Resultatet er moderne visesang, der både bygger videre på vores musikalske arv og giver den ny genklang.

Gustav Rasmussen / Michael Blicher 

Gustav Rasmussen og Michael Blicher står bag Sunbörn, der gennem flere år har udviklet et særegent musikalsk univers i krydsfeltet mellem jazz, fusion og roots. På det seneste album Earth is Begging udfolder de sammen med den italienske producer og DJ Clap!Clap!, og udvalgte musikalske gæster fra blandt andet Nigeria og Brasilien, et grænsebrydende lydunivers, hvor håndspillet musik, jazzy arrangementer og elektroniske elementer smelter sammen. På albummet 

Floating Sofa Quartet

I mere end ti år har Floating Sofa Quartet udforsket og fornyet den nordiske folkemusik med afsæt i både fælles rødder og lokale traditioner fra Danmark, Finland og Sverige. Gennem deres udgivelser har kvartetten bevæget sig mellem traditionelle melodier, samarbejder og egne kompositioner – senest på jubilæumsalbummet Tides fra 2025.


Nominerede i kategorierne “Sangskriverprisen”, “Årets Danske Rootsudgivelse” og “Årets Nye Danske Rootsnavn” følger! Til prisoverrækkelsen den 26. november i Bremen overrækker vi desuden specialpriserne “Brancheprisen”, “Årets Koncertoplevelse” og “Æresprisen”.


DMA Roots foregår torsdag den 26. november på Bremen Teater i København. Husk at købe dine billetter nu på brementeater.dk. Følg med i nyhedsbrevet og her på siden, hvor vi løbende offentliggør flere nominerede i de resterende kategorier.


Foto: Det Yderste Hav på SPOT Roots 2026 af Kristan Gade

Det mangeårige arbejde for at få Fanøs levende musik-, danse- og dragttradition anerkendt af UNESCO har nået en vigtig milepæl.

Kulturminister Zenia Stampe har udvalgt Fanø-traditionen som en af to danske kandidater, der nu skal arbejde videre frem mod en nominering til UNESCO. Den anden er den danske højskoletradition. Begge modtager 500.000 kroner til det videre nomineringsarbejde fra de afsatte midler på det kulturelle aktstykke for 2025. Finansieringen afhænger af tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Udpegningen betyder, at arbejdet med Fanø-nomineringen nu går ind i sin afsluttende fase frem mod Danmarks næste mulighed for at indsende en nominering til UNESCO.

I takt med intensiveringen af UNESCO-arbejdet har Fanø UNESCO Gruppe (FNUG), lokale foreninger og traditionsbærere været omdrejningspunktet for processen i tæt partnerskab med TEMPI, som har haft en aktiv rolle i processen. Arbejdet handler blandt andet om bred inddragelse af de mennesker, foreninger og fællesskaber, der bærer traditionerne, om sammen at undersøge, hvad traditionerne betyder og hvilken værdi de har – og hvordan øen bedst sikrer, at traditionerne fortsat kan leve, udvikle sig og gives videre de næste mange år. Netop samspillet mellem de forskellige dele af traditionen står centralt i nomineringen. Sønderho-musikken, dansene som Sønderhoning og Fannik og Fanøs dragtskik udgør ikke isolerede kulturhistoriske fænomener, men forskellige sider af den samme levende tradition og de fællesskaber, der bærer den.

Kulturminister Zenia Stampe fremhæver også traditionens forbindelse mellem Fanøs historie og det fortsat levende kulturliv på øen:

”Lyden af fiolen fra Sønderhomusikken, dansene som Sønderhoning og Fannik og de flotte dragter bærer en lige linje til fortiden, hvor sømænd rejste ud i verden og tog skikke og musik hjem, der i dag lever i bedste velgående på Fanø.”

Hos Fanø UNESCO Gruppe er der stor glæde over, at arbejdet nu kan fortsætte:

”Vi er både stolte og taknemmelige over, at ministeren har udvalgt Fanøs musik-, danse- og dragttradition til at arbejde videre frem mod optagelse på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Det er dejligt, at mange års forberedelse nu bærer frugt, og vi glæder os til at gøre ansøgningen færdig til indsendelse,” siger Susanne Winsløw, formand for Fanø UNESCO Gruppe.

Ligeledes er vi hos TEMPI stolte af, at Kulturministeren er enig i vigtigheden af at skabe de bedste betingelser for en fortsat sprudlende og levende tradition. Det understreger projektleder hos TEMPI, Kamillla Haugaard, som har støttet FNUGs arbejde tæt:

Vi håber, at UNESCO-processen vil skabe endnu mere inspiration, fælles stolthed og flere muligheder for de fælles traditioner på øen – og at det vil smitte af med større bevidsthed og stolthed over de mange traditioner og kulturelle ophav, der er repræsenteret i hele Danmark.

Fanøs musik-, danse- og dragttradition er allerede optaget på den danske fortegnelse over levende kulturarv. Med ministerens udpegning og finansieringen af det afsluttende arbejde er næste skridt nu at færdiggøre den egentlige UNESCO-nominering. Når nomineringen er sendt af Danmark, følger en international vurderingsproces, før UNESCO træffer den endelige beslutning om optagelse på listen. Danmark kan næste gang indsende en nominering i marts 2027.

Rigsfællesskabet er i dag repræsenteret på UNESCO’s repræsentative liste med grønlandsk trommedans og -sang samt de nordiske klinkbådstraditioner. En optagelse af Fanøs musik-, danse- og dragttradition vil dermed være en markant international anerkendelse af en levende dansk musik- og folkekulturel tradition.

Mere information:

Læs mere om arbejdet og Fanø UNESCO Gruppe (FNUG) på www.fanokulturarv.dk

Kamilla Haugaard: kamilla@tempi.nu
Projektleder hos TEMPI, arbejder med UNESCO-arbejdet på Fanø


Kom med, når genreorganisationerne lancerer det nye musikdata.dk, musiklivets nye fælles vidensplatform og søgbare vidensbase, der samler al offentlig tilgængelig viden om dansk musikliv. Uanset om du arbejder med livemusik, fondsansøgninger eller politisk orienteret, vil platformen give dig søgbar adgang til den viden, du har brug for i dit daglige arbejde med musik.

Musikdata.dk gennemgår lige nu en total forvandling, og vi glæder os til at trykke på knappen for den nye platform på dagen for vores lancering d. 7. oktober.

På eventet vil genreorganisationernes analysechef Morten Ogstrup Nielsen løfte sløret for det nye musikdata.dk og demonstrere, hvordan platformen kan benyttes i praksis. Du kan også høre forsker Mads Krogh fra Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet præsentere rapporten “Hvor står musikken? – En kortlægning af viden på musikområdet med fokus på branchemæssige vilkår og udviklinger” – deres kortlægning af vidensproduktionen om den danske musikbranche og dens konklusioner om feltets udvikling, fragmentering og væsentligste videnshuller. Kortlægningen er gennemført af Center for Kulturevaluering som et uafhængigt, forskningsbaseret projekt på initiativ af og med finansiering fra Augustinus Fonden, og omfatter omkring 370 forskningspublikationer og brancherapporter.


En mere robust vidensinfrastruktur i musiklivet

Der bliver produceret stadig mere viden om dansk musikliv. Over de seneste 10-15 år er data, dokumentation og analyse kommet til at spille en større rolle, og nye undersøgelser har givet os mere viden om alt fra økonomi, publikum og arbejdsliv til diversitet, teknologi og livemusik. 

Indtil nu har der ikke eksisteret et fælles overblik og en koordineret indsats, som kan forbinde punkterne og bringe den eksisterende viden tættere på praksis. Det nye Musikdata.dk bliver genreorganisationernes bud på en løsning af denne problematik.


Hvordan vil du kunne bruge musikdata.dk?

Musikdata.dk bliver den centrale kilde til viden og data om musiklivet i Danmark. Her vil interesserede kunne holde sig orienteret om, hvad der rører sig af tal og tendenser i musiklivet, samt aktivt understøtte deres arbejde med viden og data. 

På siden finder man f.eks. Vidensbanken, en søgbar database med over 250 rapporter og artikler med viden om det danske musikliv. Vidensbanken er tiltænkt som det nye centrale værktøj for alle, der arbejder med musik, herunder politiske beslutningstagere, interesseorganisationer, festivalarrangører, spillesteder og kunstnere.


Praktisk:
Hvornår: Den 7. oktober kl. 14.30-17.00
Hvor: Aula, Union – Nørre Allé 7, 2200 København N

Tilmeld dig lanceringen her

Alle med interesse er velkomne til lanceringen.

Mere information:

Charlotte Fischer Rasmussen, tlf (+45) 3141 7148, mail: charlotte@musikdata.dk
Analyse- og formidlingsmedarbejder i genreorganisationerne

Genreorganisationernes vidensafdeling er støttet af Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.


Kom med bag om kulisen, når nogle af nøglepersonerne for udviklingen i folkedansen sætter sig sammen i et panel, der skal tage temperaturen på folkedansmiljøet og fremtidsperspektiverne i dag.

Her vil vi forsøge at belyse nogle af de fælles udfordringer, som organisationerne sidder med, på hvilke planer der lige nu arbejdes og om der kunne findes flere samarbejder på tværs, der måske kunne være løsningen på nogle af de udfordringer de sidder med hver især.

Som en del af eftermiddagsarrangementet inviterer vi til en kort danseworkshop med Nordisk Dans, til at varme godt og grundigt op inden Mega Ball Jubilæumsbal senere på aftenen.

Program:
16.00: Paneldebat – Hvor er folkedansen i dag?
17.00: Danseworkshop v/Nordisk Dans
19.00: Dørene åbner til Mads Hansens Kapel Mega Ball Jubilæumsbal

Panel:

  • Adam Laugesen · Nordisk Dans
    • Adam har været med fra den spæde begyndelse af Nordisk Dans, som i dag er en landsdækkende bevægelse, der tilbyder folkedans i øjenhøjde aften eller aften på månedlig basis akkompagneret af håndspillet folkemusik.
  • Annelene Toft · Syddansk Musikkonservatoriums Folkemusiklinje
    • Annelene er folkemusiker, underviser og koordinator på folkemusikuddannelsen ved Syddansk Musikkonservatorium. På konservatoriet underviser hun bl.a. i at spille til folkedans og arbejder med, hvordan forståelsen for dans og samspillet mellem musikere og dansere gives videre til nye generationer af folkemusikere.
  • Gerda Hempel · TEMPI, Projektleder for Fod på Gulv
    • Gerda driver det landsdækkende kultur- og sundhedsprojekt Fod på gulv, hvor folkedans og -musik benyttes til at styrke trivsel og sundhed blandt mennesker i udsatte positioner. Tidligere har hun ledet Artlab (DMFs kursusafdeling) og udviklet TEMPIs projekt Genklang, som arbejdede med nytænkning med og af ny nordisk og traditionel folkemusik.
  • Henrik Larsen · Folkedans For Fremtiden
    • Med over 30 års praksis på gulvet bringer Henrik fra Stevns en tung, erfaringsbaseret stemme ind i debatten. Hans daglige virke med undervisning, landsdækkende projekter, kommunale skoleforløb og instruktøruddannelse giver ham et unikt og aktuelt indblik i folkedansens reelle vilkår, pædagogiske udfordringer og udviklingspotentiale i dag.
  • Johannes Bording · Dans Danmark, Formand for Folkedans
    • Johannes har danset hele sit liv. Siden sit første ungdomshold som 15-årig har han danset et utal af opvisninger, lavet nordiske samarbejder, samtidig med, at han har genopstartet Nordisk Dans i Odense. Nu sidder han som formand for folkedanserne i Dans Danmark.

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.
Se facebookbegivenheden for Mega Ball Jubilæumsbal her



Vi har lige netop overstået Fannikerdage, og i næste weekend fejres Sønderhodag. Begge begivenheder sætter fokus på de levende traditioner, som gør Fanøs musik-, danse- og dragtkultur helt særlig.

I den anledning vil vi og FNUG (Fanø UNESCO gruppe) gerne høre fra jer – uanset om I kender Fanøs traditioner indgående, kun har mødt dem enkelte gange eller blot har hørt om dem. Alle perspektiver er værdifulde.

Sådan bidrager du: Tag din telefon, tryk optag, og svar kort på nedenstående tre spørgsmål (maks. 3 minutter i alt).

• Hvad kender du til Fanøs musik-, danse- og dragttradition?
• Har du haft en særlig oplevelse i forbindelse med Fanøs musik-, danse- og dragttradition?
• Hvilken betydning har Fanøs musik-, danse- og dragttradition for dig og dit kunstneriske virke?

Baggrund
En vigtig del af arbejdet er at indsamle erfaringer og perspektiver fra mennesker, der på den ene eller anden måde har mødt traditionerne. Derfor håber vi, at alle, der har et perspektiv, en nysgerrighed eller en interesse i Fanøs kulturarv, heriblandt musikere og dansere fra hele landet, vil dele deres oplevelser og refleksioner.
Ved at indsende din video giver du samtykke til, at dine udtalelser må indgå i arbejdet med UNESCO-ansøgningen. Videoerne bliver ikke offentliggjort, medmindre vi efterfølgende indhenter din særskilte tilladelse.

Tusind tak, fordi du vil være med til at styrke fortællingen om Fanøs levende kulturarv.

Læs mere om Fanøs UNESCO gruppe og deres arbejde her


Læs mere om, hvordan du kan indsende din videobesvarelse her



Fotograf: Morten Fog

Igen i år er TEMPI med til at sprede rootsmusikken ud over landegrænserne. Vi skal nærmere bestemt til Las Palmas på Gran Canaria til oktober, hvor branche- og showcase festivalen WOMEX (Worldwide Music Expo) bliver afholdt. WOMEX er fortsat et af de vigtigste internationale mødesteder for folk, roots og global musik — og igen i år vil TEMPI altså være til stede med en delegation fra Danmark.

Hvis du kunne tænke dig, at være en del af den danske delegation, så kan vi være behjælpelige med en rabatkode til billetterne. 

Skriv blot en mail til henrik@tempi.nu for at få fingrene i rabatkoden.


Mere info om WOMEX her



Fotograf: Stine Rosemunte

I løbet af vinteren og foråret sagde farvel TEMPI til tre bestyrelsesmedlemmer, og det er de poster, der nu er faldet på plads med tilgangen af Adam Laugesen, Kaylee Wesley Pearson og Jacob Bruun. Martin Malmgreen overtager som bestyrelsesleder. Den nye bestyrelse konstituerede sig i sidste uge og er dermed klar til – i samarbejde med sekretariatet – at forløse organisationens strategi for 2026-2029, hvor infrastruktur, awareness og fællesskab er grundpillerne.

Med støtte fra KODA Kultur kan vi nu åbne for endnu et open call, som opfølger på vores transatlantiske samarbejde, hvor vi dyrker kontakten til det canadiske og nordamerikanske marked. Så hvis du vil med, så send endelig en ansøgning. 

Hvis du bliver udvalgt modtager du:

  • 7000 kr i støtte til hotel og transport (udbetalt mod bilag eller faktura)
  • Fuldt delegatpas til Folk Canada konferencen

Mere info om Folk Canada koncerencen her

Musik & lokation

Folk Canada har de seneste år åbnet op for det helt store genrespektrum, som betyder at der nu præsenteres musik fra alle verdenshjørner og dermed også deltagelse fra den tilhørende branche. Desuden ligger Hamilton, hvor konferencen afholdes, tæt på grænsen til USA, der gør at der kan forventes en stor deltagelse fra hele det nordamerikanske marked på tværs af programansvarlige, bookere, sync agenter og musikere.  


Datoer: 14.-17. Oktober 2026


Det anbefales at ankomme dagen før og afrejse dagen efter for ikke at gå glip af dele af programmet. Desuden er det et krav at kunne deltage alle dagene på konferencen for at modtage støtte til deltagelse.

Deadline: 21. Juni 2026
(Svar forventes d. 22./23. Juni)


ANSØG HER



I løbet af vinteren og foråret sagde farvel TEMPI til tre bestyrelsesmedlemmer, og det er de poster, der nu er faldet på plads med tilgangen af Adam Laugesen, Kaylee Wesley Pearson og Jacob Bruun. Martin Malmgreen overtager som bestyrelsesleder. Den nye bestyrelse konstituerede sig i sidste uge og er dermed klar til – i samarbejde med sekretariatet – at forløse organisationens strategi for 2026-2029, hvor infrastruktur, awareness og fællesskab er grundpillerne.

Alsidige profiler med stærke kompetencer

Adam Laugesen har lang erfaring med bestyrelsesarbejde og en dyb forankring i det danske og internationale roots- og folkemusikmiljø, hvor han har igangsat forskellige initiativer, herunder baller, festivaller og netværksmøder. Han er medstifter og bestyrelsesmedlem i foreningen Nordisk Dans, der arrangerer folkedans i en række danske byer og står som en central aktør i den markante folkedansrevival, der er blomstret op i de senere år. 

Adam Laugesen udtaler: “Jeg glæder mig til arbejdet med at styrke rootsmusikken, som er så meget mere end bare en nichegenre, men er et stykke levende, dynamisk kulturarv, der binder folk sammen og gør os mere hele mennesker.”

Kaylee Wesley Pearson er grundlægger af Happy Duck, et managementbureau, som repræsenterer talenter såsom AySay, Bjonko og Mambe. Med over ti års erfaring i musikbranchen har hun arbejdet i mange forskellige roller, fra tour management til artist management, og har en dyb forståelse for de udfordringer og muligheder, kunstnere møder i dag. 

Kaylee Wesley Pearson udtaler: “For mig kan TEMPI styrke forbindelsen mellem lokale musikmiljøer og den globale scene i en tid, hvor internationale samarbejder og kulturel udveksling er vigtigere end nogensinde.”

Jacob Bruun er selvstændig i rådgivningsbureauet Bruun Advisory, hvor han rådgiver topledere, virksomheder og organisationer, som har noget på hjerte og gerne vil gøre en forskel. Derudover er han politisk kommentator og fast paneldeltager i DR’s politiske podcast Magten. Han er tidligere sekretariatschef i Venstre og fungerede som særlig rådgiver for daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra 2015-2019. 

Jacob Bruun udtaler: “Jeg betræder ukendt grund. Ikke i bestyrelsesarbejdet, som jeg har pæn erfaring med, men når jeg skal introduceres til hele TEMPI’s musikalske område. Det glæder jeg mig meget til. Og så håber jeg til gengæld at kunne bidrage med et stærkt blik for, hvordan TEMPI kan gøre en større forskel for det omkringliggende samfund.”

Nye roller i både bestyrelsen og sekretariatet

Bestyrelsesleder i TEMPI’s nye bestyrelse bliver Martin Malmgreen, der overtager opgaven efter to år som vicebestyrelsesleder, og efter Evrim Citirikkaya fratrådte hvervet for at indtræde som viceudvalgsleder i Statens Kunstfond. Martin tiltrådte i 2024 sammen med Michael Falk Marino, der bliver vicebestyrelsesleder.

Martin Malmgreen udtaler: “Jeg glæder mig til arbejdet i den nye bestyrelse, som rummer en stærk balance mellem kompetencer, indsigt og erfaring. TEMPI går en spændende fremtid i møde, og jeg ser frem til fortsat at forløse rootsmusikkens unikke potentiale i fællesskab med sekretariatet og hele det danske rootsmiljø.”

Men det er ikke kun TEMPI’s bestyrelse, der er trådt forandret ind i foråret; genreorganisationen har også oprettet en ny souscheffuldtidsstilling, der er blevet internt besat af Jakob Kragesand, som hidtil har fungeret som leder for produktion og internationale projekter. Opjusteringen er en naturlig konsekvens af, at TEMPI’s genreområde oplever stigende bevågenhed og vækst, og både projekt- og partnerskabsporteføljen udvides løbende som følge heraf. I de kommende tre år opererer TEMPI med et driftsbudget på minimum 24,5 mio. kr., og det fordrer en stadig mere ambitiøs tilgang til arbejdet med rootsmusikken.

TEMPI-direktør Laia Canals sætter ord på: “Hver gang vi ser en mulighed for at professionalisere og udvide vores team, så griber vi den. Vi lever i en tid, der kalder på fællesskab, nærvær og autenticitet, og rootsmusikken taler ind i netop den samfundsagenda. Fra forsamlingshuse til de største scener – både nationalt og internationalt. På tværs af arenaer, fra sundhedssektoren til kulturdiplomati. Det skal vi understøtte, og med både ny bestyrelse, ny strategi og et styrket sekretariat er vi klar til den opgave.”

Udover Evrim Citirikkaya er Martin Buck Hegaard og Kianoush Yazdanyar udtrådt af bestyrelsen, da deres perioder udløb.

TEMPI’s bestyrelse består pr. 19.5.2026 af: Martin Malmgreen (bestyrelsesleder), Michael Falk Marino (vicebestyrelsesleder), Rikke Andersen, Justine Boesen, Adam Laugesen, Kaylee Wesley Pearson og Jacob Bruun.

Ved yderligere spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte
Henrik Saltzstein, Kommunikationsansvarlig i TEMPI: +45 42 64 60 69 / henrik@tempi.nu



Hvad har rørt dig, overrasket dig eller sat sig fast det seneste år indenfor folk, global roots og beslægtede genrer?

Fra i dag og frem til søndag 7. juni kan du indstille de udgivelser, koncerter, kunstnere og brancheaktører, der har gjort indtryk på dig det seneste år (fra den 1. Juni 2025 til 31. Maj 2026). Det er her, den 26. november 2026 i Bremen Teater i København, at vi sammen tegner billedet af, hvad der rører sig på den danske roots-scene lige nu.


I år har vi justeret lidt på kategorierne: Vi byder velkommen til Sangskriverprisen, og Traditionsprisen har fået nyt navn og udvidet fokus som Traditions- og Fællesskabsprisen. Derudover er det fra i år kun muligt at indstille ét track pr. kunstner i kategorien Årets Danske Rootstrack.

Der er i alt 10 kategorier – fra nye stemmer til markante livsværker, fra stærke liveoplevelser til dem, der løfter scenen bag kulisserne. Vi glæder os til at se, hvem I peger på – og til at fejre dem til november. Følg linksne længere nede på siden for at indstille til de forskellige kategorier.

Du kan læse mere om regelsættet for DMA nominerede her.


DEADLINE FOR INDSTILLINGER ER SØNDAG DEN 7. JUNI KL. 23.59
INDSTIL I HVER KATEGORI VIA LINKS HERUNDER

Indstil her:

Spørgsmål?
Vil du vide mere, henviser vi til rammeaftale for DMA Roots 2023-2026.
Du er også altid velkommen til at tage fat i os på Kontakt@tempi.nu.


Vil du være med, når priserne overrækkes? Køb din billet til DMA Roots 2026 med en meget fordelagtig Early Bird rabat på kun 149 kr., som gælder frem til 7. juni 2026. Køb din billet her.

Scroll to Top