Dans, fællesskab og trivsel for udsatte unge og voksne

Fod på Gulv er et nyskabende kultur- og sundhedsprojekt, der bruger ‘tilpasset folkedans’ til at styrke mental og fysisk trivsel for udsatte unge og for voksne med psykisk sygdom og social isolation

Projektoverblik

Hvad går projektet ud på?
Fod på Gulv er et nationalt projekt, der bruger folkedans med levende musik til at styrke mental og fysisk trivsel hos unge og voksne i udsatte positioner.

Gennem strukturerede 6-ugers danseforløb mødes deltagere i trygge rammer på fx ungdomsuddannelser, bosteder og i psykiatrien. Her leder professionelle folkedansere og folkemusikere deltagerne gennem enkle, inkluderende danseformer, hvor alle kan være med – uanset fysisk form og erfaring med folkedans. I pausen bruges musik og sang som et ekstra inkluderende element. Fokus er på bevægelsesglæde, fællesskab og nærvær frem for præstation.

Efter en vellykket første fase med otte gennemførte forløb og 195 deltagere, fortsætter projektet fra 2025 til 2028 i en landsdækkende runde med mere end 33 nye danseforløb. Målet er at nå flere målgrupper, dokumentere dybde og varighed af effekten gennem ny forskning og skabe grundlag for, at metoden kan forankres og integreres bredt i fx ungdomsuddannelser, psykiatri, sociale indsatser mv.

Hvordan aktiverer/hjælper dette projekt forskellige aktører inden for vores genreområde?
Fod på Gulv aktiverer store dele af økosystemet omkring folkemusik og -dans:

  • Musikere og danseinstruktører:
    Fod på gulv skaber nye, professionelle arbejdsopgaver for folkemusikere og -danseinstruktører. De medvirkende kunstnere udvikler en specialiseret metode til arbejdet med sårbare, styrker deres pædagogiske og faciliterende kompetencer og får udvidet erfaring i social og sundhedsfaglig kontekst. Det udvider genreområdets synlighed, virke og relevans. Og musik og dans når ud til mennesker, som måske ellers ikke havde mødt dem.
  • Genre- og kulturorganisationer:
    Fod på gulv positionerer folkemusik og -dans som en aktiv medspiller i at løse samfundets udfordring med at styrke trivsel, sundhed og fællesskaber. Den dybe forskning dokumenterer og synliggør genrens samfundsmæssige værdi og skaber nye samarbejdsflader mellem kultur, region, kommuner, uddannelse, sundheds- og plejesektor mv.

  • Brugerne:
    Ungdomsuddannelser, psykiatrien og andre tilbud får adgang til et gennemprøvet kunstnerisk forløb, der kan understøtte trivsel, fællesskab og fysisk aktivitet blandt deres målgrupper.

  • Forskning og vidensmiljøer:
    Projektet dokumenterer effekten af tilpasset folkedans samt folkemusikkens funktion under dans. Fod på gulv kobler kunstnerisk praksis med systematisk vidensindsamling og evaluering og bidrager på den måde til at kvalificere og dokumentere effekt af kultur- og sundhedsindsatser. 

Projekttitel:
Fod på gulv

Hvorfor er projektet vigtigt?
Fod på Gulv er vigtigt, fordi det viser, hvordan folkemusik og -dans kan spille en konkret rolle i løsningen af aktuelle samfundsudfordringer som mistrivsel, ensomhed og fysisk inaktivitet.

Projektet:

  • Skaber inkluderende fællesskaber, hvor deltagere oplever tilhørsforhold og tryghed
  • Understøtter mental trivsel gennem kropslig aktivitet og social kontakt
  • Synliggør folkemusikkens og folkedansens relevans i en nutidig kontekst
  • Udvikler en dokumenteret metode, der kan forankres og skaleres nationalt

Ved at bringe kunstnerisk kvalitet ind i sociale og sundhedsfaglige sammenhænge bidrager Fod på Gulv både til øget livskvalitet for deltagerne og til en styrket forståelse af genreområdets potentiale og betydning i samfundet.

Dette gør Fod på Gulv til et vigtigt redskab for partnere inden for uddannelse, psykiatri mv., der ønsker at arbejde med trivsel, fællesskab og livsmod på nye måder.

Hvad er TEMPI’s rolle i projektet?
Projektet drives af TEMPI, hvor projektleder og -medarbejder i Fod på gulv er ansat. TEMPI sidder i Fod på gulvs styregruppe (se mere herunder).

Hvem er er involveret?
1. Projektleder og ansatte:
Gerda Hempel er projektleder og Anne Knudsen er projekt- og kommunikationsmedarbejder. Kristine Heebøll og Frederik Pustelnik er medudviklere af koncept og metode.
Aalborg Universitet er forskningspartner, med Stine Lindahl Jacobsen (lektor i musikterapi) som forskningsleder.
De fem udgør projektets arbejdsgruppe. 

2Andre aktører:
Projektet har en Styregruppe, et Advisory Board og et Regionsforum (med repræsentanter fra alle de danske regioner). De består af forskellige faglige ressourcepersoner, der bakker Fod på gulv op med vejledning og sparring omkring udvikling, udbredelse og forankring af projektet.

Se mere om organisationens opbygning her: https://fodpaagulv.dk/organisationen.

Projektet afvikles sammen med de forløbspartnere rundt omkring i landet, som deltager i projektets danseforløb, såsom ungdomsuddannelser, socialpsykiatri og andre tilbud.

3. Støtte og samarbejdspartnere:
Fod på gulv har samarbejde med en række organisationer, regioner og partnere, herunder Aalborg Universitet, Syddansk Musikkonservatorium, og en række af landets kommuner. Se alle samarbejdspartnerne her: https://fodpaagulv.dk/samarbejdspartnere/

Bandet Dreamers’ Circus er ambassadører for Fod på gulv.

Hertil er projektet støttet af Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Hovedstaden (Østdanmark), Region Syddanmark samt med støtte fra Den A.P. Møllerske Fond, Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden. Samlet støtte: 8.050.000 kr. for 2025-2028.

Projektleder:

Gerda Hempel

“Der er så hårdt brug for at udbrede kunst og kultur til mange flere områder – for at styrke fællesskaber og værdier i et samfund i konstant forandring”

Besøg Fod på gulvs hjemmeside og følg projektet på sociale medier:

Web: fodpaagulv.dk

Facebook: Fod På Gulv

Linkedin: Fod på gulv

Pressemateriale findes her

Scroll to Top