De nomierende er… Følg med frem til DMA Roots 2026

Følg med mens vi løbende offentliggør de nominerede i priskategorierne til Danish Music Awards 2026!

Grafik: DMA Roots 2026 (TEMPI)

Den 26. november samles den danske rootsmusik til årets store prisfest på Bremen Teater i København. For andet år i træk danner Bremen ramme om en aften, hvor vi fejrer musikken, kunstnerne og det stærke fællesskab omkring rootsgenren – og uddeler hele 10 statuetter.

I år byder DMA Roots på to helt nye priser, som føjer nye perspektiver til prisuddelingen. Undervejs frem mod showet offentliggør vi årets nominerede, kategori for kategori.
Her på siden kan du løbende finde alle nominerede til DMA Roots 2026 – fra de nye navne på scenen til de etablerede kræfter, der gennem årets løb har sat deres aftryk på dansk rootsmusik.


Vi glæder os til at præsentere dem alle – og til at fejre dem sammen med jer den 26. november.


Årets Danske Rootstrack

“Vals Ajillo” af Kalaha

Med “Vals Ajillo” inviterer Kalaha endnu en gang indenfor i deres farverige musikalske univers, hvor roots, jazz og elektroniske elementer mødes. Tracket er en del af albummet Guirca fra 2025, som GAFFA kvitterede med seks stjerner for. Kalaha er kendt for at udforske musikalske grænselande, og på “Vals Ajillo” mærkes både deres høje energi og deres lyst til at blande genrer og geografier. Et medrivende track fra et band, der aldrig står stille.

“Trails” af Ba Balance / Krudtmejer feat. Big Creek Slim

På “Trails” mødes duoen Ba Balance med producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen i et musikalsk møde med rødder i bluesens afrikanske ophav. Ørkenblues, afrojazz og instrumental musik smelter sammen, og på tracket medvirker også den prisvindende danske bluesmusiker Big Creek Slim. Samarbejdet mellem Ba Balance og Krudtmejer begyndte i 2025 og har allerede resulteret i fem singler – flere af dem i rotation på DR P8. “Trails” er et stærkt eksempel på, hvordan forskellige musikalske udgangspunkter kan finde sammen i et fælles udtryk.

“Vallivan” af Floating Sofa Quartet feat. Dreamers’ Circus

Floating Sofa Quartet samler folkemusikere fra Danmark, Finland og Sverige i et genrebrydende samarbejde, der i mere end ti år har udforsket og fornyet den nordiske folkemusik. Med afsæt i både de fælles rødder og de lokale traditioner skaber kvartetten deres helt eget nordiske udtryk. På “Vallivan” får de selskab af Dreamers’ Circus, som med deres blanding af nordisk folkemusik, klassisk musik og jazz tilfører endnu et lag til det musikalske møde. Tracket er fra Floating Sofa Quartets album Tides, der udkom i 2025 og markerede bandets 10-års jubilæum.

“Vuvuzela Dourada” af Sunbörn Meets Clap!Clap! feat. Carolina Lelis

På “Vuvuzela Dourada” mødes det danske orkester Sunbörns groovy beats og virtuose jazzhorn med den italienske producer og DJ Clap!Clap!’s elektroniske univers. Tracket er en del af Earth is Begging, et album, hvor Sunbörn udforsker grænselandet mellem jazz, fusion og elektronisk musik sammen med gæster fra blandt andet Brasilien, Nigeria og Storbritannien. På “Vuvuzela Dourada” medvirker den brasilianske sanger Carolina Lelis, som er kendt for at forene brasiliansk musik med jazz og R&B. Resultatet er et energisk og rytmisk musikalsk møde, hvor flere musikalske traditioner smelter sammen.


Årets Nye Danske Rootsnavn

Carol Supreme

Carol Supreme er en nysgerrig og eklektisk trio, der tager afsæt i skandinavisk folkemusik og blander tradition med leg, dybde og nye musikalske idéer. Bandet blev til under en midnatsjam på et folkemusikstævne – og den spontane energi lever stadig i deres åbne og levende musik. Med melodier, der både føles velkendte og overraskende, skaber trioen et udtryk med masser af detaljer og stærk musikalitet. I 2023 modtog Carol Supreme Folk & Fæstivals talentpris KATAPULT, og i 2025 udgav de deres debutalbum.

Julia Bengtson

Julia Bengsons sange kredser om det store og det lille, det skrøbelige og det stærke – med en særlig sans for den friktion, der opstår, når tradition og samtid mødes. Med debutalbummet “det ska bli som det ska” fra 2025 bevæger hun sig mellem svensk pop, skandinavisk folkemusik og moderne produktion. Albummet gav hende blandt andet en nominering i kategorien Årets Sangskriver ved Dalecarlia Music Awards i år, og så har hun også markeret sig på den danske musikscene og blandt andet spillet på SPOT og turkis.

Alterne

Dansk/estisk/belgiske Alterne bevæger sig i grænselandet mellem pop, folk og indie – eller som de selv kalder det: Dream Folk. Med dansk vokal, violin, hardanger-fiddle, kantele og accordion skaber trioen et atmosfærisk og drømmende lydunivers, der samtidig har rødder i folkemusikken. Alterne består af Ida Marie Jessen, Oscar Beerten og Maimu Jõgeda, og deres debutalbum fra 2024 har fået international opmærksomhed, hvilket har banet vejen for, at trioen har optrådt på festivaler og venues rundt om i Europa.

Margrethe Ingemann

Margrethe Ingemann bringer den nordiske visetradition ind i nutiden i et krydsfelt mellem indie folk, dansk sangskrivertradition og nordisk folkemusik. Med sin blide, æteriske vokal, klassiske baggrund og nordiske kulning skaber hun et særligt musikalsk rum, hvor fortid og nutid mødes. På debutalbummet Daggry flettes visesangens rødder sammen med et stort, sfærisk lydbillede af strygere, guitarer og tangenter.

Ba Balance / Krudtmejer

Ba Balance/Krudtmejer er et nyt musikalsk samarbejde mellem guitarist og komponist Preben Carlsen, gambisk percussionist Salieu Dibba og producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen. Sammen tager de afsæt i bluesens afrikanske ophav og bevæger sig mellem ørkenblues, afrojazz og moderne instrumental musik. Samarbejdet begyndte i 2025 og har allerede resulteret i fem singler, hvoraf flere har været i rotation på DR P8.


Traditions- og Fællesskabsprisen

Mads Kjøller Henningsen

Mads Kjøller Henningsen er folkemusiker, multiinstrumentalist, komponist og arrangør og en markant del af den moderne danske og nordiske folkemusikscene. Med en særlig interesse for traditionelle instrumenter og historisk musik bevæger han sig fra middelaldermusik til samtidsfolkemusik. Gennem genfortolkning af traditionelt kildemateriale, nye kompositioner og sit arbejde som formidler og udøver af folkemusik og folkedans er han med til at videreføre og fortolke traditionerne – og gøre dem nærværende for nye publikummer.

Floating Sofa Quartet

Floating Sofa Quartet samler folkemusikere fra Danmark, Finland og Sverige i et samarbejde, der i mere end ti år har udforsket og fornyet den nordiske folkemusik. Med blik for både de fælles rødder og de lokale særpræg har kvartetten skabt et stærkt pan-nordisk musikalsk fællesskab. Gennem deres egne kompositioner, fortolkninger af traditionelle melodier og samarbejder med musikere fra hele Norden giver de traditionerne nyt liv og nye perspektiver. Med turnéer og koncerter på festivaler i både Danmark og resten af Europa har Floating Sofa Quartet samtidig været med til at bringe den nordiske folkemusik ud til nye publikummer.

Lene Høst

Lene Høst har gennem det seneste årti arbejdet på tværs af folkemusik, kor, uddannelse og lokale musikfællesskaber med et gennemgående fokus på at udbrede og udvikle den traditionelle musik. Som sanger, komponist, underviser og korleder står hun blandt andet bag kvindekoret ROOTS, vokalgruppen HØST og den lokale folk-jam Folk’tinget i Odense. Hun har desuden været en del af udviklingen af folkemusikuddannelsen på Syddansk Musikkonservatorium og arbejdet for at gøre traditionel vokalmusik tilgængelig for nye sangere og musikere. På tværs af projekterne er ambitionen den samme: at skabe fællesskaber omkring musikken og give traditionerne plads til at leve, udvikle sig og blive givet videre.

Syddansk Folkemusik Talentskole

Syddansk Folkemusik Talentskole (SFT) er et talentudviklingsmiljø for børn og unge med passion for dansk og nordisk folkemusik. Her mødes unge musikere fra hele landet i orkestrene Folk Noise og Folkalicious, hvor de udvikler sig gennem sammenspil, gehør, sang, dans, koncerter og mødet med professionelle folkemusikere. Siden 2011 har SFT arbejdet for at give folkemusikkens traditioner videre til nye generationer – som levende musik, der spilles, udvikles og deles i stærke fællesskaber.


Årets Danske Rootskomponist

BASCO

I mere end 15 år har Basco været et markant navn på den nordiske folk-scene med en musik, der kombinerer stærkt håndværk, energi og nysgerrighed. Kvartetten har gennem årene udviklet et særligt musikalsk univers, der både trækker på nordiske traditioner og rækker ud mod nye genrer og samarbejder. Det kommer senest til udtryk på albummet Three Times into Something Wild fra 2025, som Basco er nomineret i denne kategori for. 

Fredrik Lundin / Trinelise Væring

Fredrik Lundin og Trinelise Væring har gennem årtier bevæget sig nysgerrigt mellem jazz, folk, roots og rock – både hver for sig og sammen. På Running From the Devil, det andet album med deres 10-personers Tone of Voice Orchestra, forener de deres stærke erfaring som komponister og orkesterledere i et stort, levende roots-univers. 

Ba Balance / Krudtmejer 

Ba Balance/Krudtmejer forener guitarist og komponist Preben Carlsen, gambisk percussionist Salieu Dibba og producer og bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen i et musikalsk møde med rødder i bluesens afrikanske ophav. Med ørkenblues, afrojazz og moderne instrumental musik som afsæt skaber de et udtryk, hvor forskellige traditioner og nutidige strømninger mødes. Samarbejdet begyndte i 2025 og har allerede resulteret i fem singler, hvoraf flere har været i rotation på DR P8. 

Margrethe Ingemann

Margrethe Ingemann bringer den nordiske visetradition ind i nutiden i et krydsfelt mellem indie folk, dansk sangskrivertradition og nordisk folkemusik.På debutalbummet Daggry, skabt i samarbejde med guitaristen Ask Nørholm, væver hun visesangens rødder sammen med et sfærisk lydbillede af strygere, guitarer og tangenter. Resultatet er moderne visesang, der både bygger videre på vores musikalske arv og giver den ny genklang.

Gustav Rasmussen / Michael Blicher 

Gustav Rasmussen og Michael Blicher står bag Sunbörn, der gennem flere år har udviklet et særegent musikalsk univers i krydsfeltet mellem jazz, fusion og roots. På det seneste album Earth is Begging udfolder de sammen med den italienske producer og DJ Clap!Clap!, og udvalgte musikalske gæster fra blandt andet Nigeria og Brasilien, et grænsebrydende lydunivers, hvor håndspillet musik, jazzy arrangementer og elektroniske elementer smelter sammen. På albummet 

Floating Sofa Quartet

I mere end ti år har Floating Sofa Quartet udforsket og fornyet den nordiske folkemusik med afsæt i både fælles rødder og lokale traditioner fra Danmark, Finland og Sverige. Gennem deres udgivelser har kvartetten bevæget sig mellem traditionelle melodier, samarbejder og egne kompositioner – senest på jubilæumsalbummet Tides fra 2025.


Sangskriverprisen

Fliid/McKenzie: “Svaleheim”

Den nordiske duo Fliid/McKenzie består af Adine Fliid på vokal og Adam McKenzie på cello. På debutalbummet “Svaleheim” forener de elementer fra folk, pop, blues og klassisk musik i et akustisk udtryk med rødder i den nordiske tradition. Adine Fliids norsksprogede tekster kredser om myter, minder, landskaber og rødder samt følelsen af at høre til.

RAGNA: “Ragna”

På det selvbetitlede debutalbum “Ragna” kombinerer trioen RAGNA traditionelle nordiske melodier og sange med egne kompositioner. Gruppen består af Stine Elbæk på violin og vokal, Carina Juul Birch på nøgleharpe og Thomas Birch på 12-strenget guitar og mandola. Med udgangspunkt i den nordiske folkemusiktradition arbejder trioen med at forene ældre musikalske udtryk med nye kompositioner.

Fenja: “Menneskedyr”

“Menneskedyr” er Fenjas andet album og er skabt i samarbejde med den norske producer Odd Martin Skålnes. Albummet rummer dansksprogede sange med tekster, der kombinerer poetisk dybde, finurlighed og billedrige beskrivelser. Sangene udfolder et univers, hvor natur, fantasi og menneskelighed spiller sammen. Albummet har blandt andet fået seks stjerner fra GAFFA, og flere anmeldere har fremhævet Fenjas lyriske arbejde.

Martin Rauff: ”Mellemrum / Love Some More”

Martin Rauff er dansk sangskriver, musiker og historiefortæller med særligt fokus på sproget og dets muligheder for at formidle fortællinger og undersøge tilværelsen. Hans arbejde med ord, rim og rytme tager afsæt i en interesse for både sprogets betydning og de historier, der ligger bag ordene. Hans lyrik er blandt andet repræsenteret i Højskolesangbogen. Med udgivelsen “Mellemrum / Love Some More” er sangskrivningen og det lyriske håndværk omdrejningspunktet.


Årets Danske Rootsudgivelse

Pøbel – In Amicis

Det dansk-skånske middelalderorkester Pøbel har i mere end ti år arbejdet med at fortolke og levendegøre middelalderens verdslige musik. På In Amicis tager bandet afsæt i troubadoursange, salmer og hymner fra middelalderens Europa, som de fortolker med inspiration fra den skandinaviske folkemusiktradition. Med instrumenter som drejelire, fedel, lut, skalmejer og sækkepiber skaber Pøbel et musikalsk udtryk, der kombinerer historiske klange med folkemusikkens levende energi.

Basco – Three Times into Something Wild

Den skandinaviske kvartet Basco har gennem mere end 15 år været en del af den nordiske folk-scene med et musikalsk udtryk, der forener traditionel folkemusik med egne kompositioner og nye musikalske retninger. På albummet Three Times into Something Wild fra 2025 fortsætter kvartetten arbejdet med at udforske og udvikle den nordiske folkemusik. Basco består af Anders Ringgaard, Andreas Tophøj, Hal Parfitt Murray og Villads Hoffmann, der med harmonika, basun, violin, bratsch, vokal, mandolin og cittern skaber albummets musikalske udtryk.

Sunbörn Meets Clap!Clap! – Earth Is Begging

På Earth Is Begging går det danske band Sunbörn sammen med den italienske producer og DJ Clap!Clap! om at udforske mødet mellem jazz, fusion, elektronisk musik og forskellige musikalske traditioner. Albummet kombinerer håndspillet musik, jazzede arrangementer og moderne elektroniske elementer og har gæster med fra blandt andet Nigeria og Brasilien. Med udgivelsen fortsætter Sunbörn arbejdet med at udvikle deres musikalske udtryk på tværs af genrer og geografiske grænser.

Floating Sofa Quartet – Tides

Floating Sofa Quartet samler folkemusikere fra Danmark, Finland og Sverige i et fælles musikalsk arbejde med den nordiske folkemusiktradition. På albummet Tides fra 2025 markerer kvartetten sit 10-års jubilæum med en samling originale kompositioner, der tager afsæt i de nordiske traditioner og deres forskellige lokale særpræg. Med udgangspunkt i medlemmernes forskellige musikalske baggrunde videreudvikler Floating Sofa Quartet det pan-nordiske udtryk, som har kendetegnet gruppens arbejde gennem mere end et årti.

AySay – Mal

På deres tredje studiealbum Mal forener den københavnske trio AySay anatolsk folkemusik og nordisk pop i et musikalsk udtryk med rødder i både tyrkisk, kurdisk og dansk kultur. Albummet bevæger sig mellem anatolsk rock, folk og psykedeliske grooves, mens sangene fremføres på dansk, tyrkisk og kurdisk. Med afsæt i forsanger Luna Ersahins personlige erfaringer kredser teksterne om identitet, tilhørsforhold og længslen efter et hjem. Mal betyder hjem på kurdisk og tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad det vil sige at finde et sted at høre til.


Nominerede i kategorierne “Årets Nye Danske Rootsnavn” følger! Til prisoverrækkelsen den 26. november i Bremen overrækker vi desuden specialpriserne “Brancheprisen”, “Årets Koncertoplevelse” og “Æresprisen”.


DMA Roots foregår torsdag den 26. november på Bremen Teater i København. Husk at købe dine billetter nu på brementeater.dk. Følg med i nyhedsbrevet og her på siden, hvor vi løbende offentliggør flere nominerede i de resterende kategorier.

Del indslaget:

Aktuelle nyheder

FULDT LINE-UP TIL DANISH MUSIC AWARDS ROOTS 2026

Folk Ensemble, REXEN og Ki! indtager scenen, når DMA Roots vender tilbage til Bremen Teater den 26. november. Med komiker og podcastskaber Ahmed Omar som vært er der lagt op til en aften, der endnu en gang viser, hvor vidt rødderne i dansk rootsmusik forgrener sig: Fra levende dansk folkemusik til skandinavisk gotik og grænseløs genreleg.

Læs mere »
Scroll to Top