Har du et projekt inden for TEMPI eller Art Music Denmark’s genreområder, som du gerne vil udvikle? Så er vores acceleratorforløb relevant for dig. På forløbet kommer du – sammen med 10-15 ligesindede deltagere – til at arbejde intensivt med dit projekt. Under kyndig vejledning fra erfarne branchefolk, vil du få indblik i nye redskaber og viden indenfor blandt andet ledelse, entreprenørskab og kommunikation.
Det er gratis at deltage, men det er en forudsætning for optagelse, at du engagerer dig i forløbet, deltager aktivt og sætter tid af til forberedelse og afleveringer. Vores erfaringer viser, at det er indsatsen værd. Nedenfor finder du alle de relevante datoer og tidsrum. De fysiske møder foregår i Art Music Denmark’s lokaler i København, og vi skal have din ansøgningen inden årets udgang.
Ansøgningsfrist: 31. December kl. 23:59
Hvad er en accelerator?
En accelerator er et forløb designet til at accelerere udviklingen af projekter ved at tilføre viden, redskaber, professionel sparring og netværk. Målet med TEMPI og Art Music Denmark’s accelerator er at skabe fremtidens bæredygtige musikliv inden for vores genrefelter.
Hvad får du ud af at være med?
Forløbet består af 10 webinarer, 3 åbne vejledningssessions, 2 fysiske seminar- og workshopdage og en afsluttede præsentation foran et branchepanel. I løbet af acceleratoren får du indsigt i og hands-on erfaring med nye værktøjer, teoretisk viden og metoder og vejledning i at bruge dem aktivt i lige netop dit projekt. Afhængigt af din indsats og dit projekts parathed kan du forvente, at dit projekt står på et betydeligt stærkere fundament, når du har deltaget i acceleratoren.
Hvem kan søge om optagelse?
Man søger om optagelse via et projekt med en eller flere personer tilknyttet. Projektet kan være alt fra udvikling af en solokarriere, et orkesterprojekt, podcast-serier, festivaler, foreninger, formidlingsplatforme eller noget helt andet. De eneste forudsætninger er, at projektet forholder sig til TEMPI og Art Music Denmark’s genreområder og har et vidst ambitionsniveau. Vi udvælger de projekter, der har størst potentiale for at udvikle sig, og de deltagere, vi vurderer, er bedst rustet til forløbet.