DANISH MUSIC AWARDS ROOTS 2025

Stor fejring i det danske roots-community med ni prisuddelinger på Bremen i København.

For nogle var der dømt advent og en tyvstart på julehyggen; for andre var det bare søndag. Men for det danske roots-miljø markerede søndag den 30. november endnu en milepæl for det fremadstormende genreområde, der i fællesskab fejrede et markant år ved et awardshow, hvor diversiteten funklede om kap med de bevingede DMA-statuetter. Det var med arrangørernes egne ord et sats, da man i foråret lagde billet ind på Bremen Teater, som dannede rammen om gårsdagens prisfest. Men de senere års stigende interesse for roots-genren, samt søndagens publikumsfremmøde og stemning, understreger en voksende forankring hos et bredere segment af danske musiklyttere.

“Vi ser et stigende marked og en højnet interesse for musik, der autentisk taler ind i identitets- og diversitetsdagsordener. Musik, som både fejrer og videreudvikler vores respektive kulturarvstraditioner, mødes nysgerrigt af flere og flere lyttere – globalt såvel som i Danmark,” siger Laia Canals, direktør i genreorganisationen TEMPI, der står bag DMA Roots.

Diversiteten – for ikke at sige spændvidden – strakte sig fra en af dansk folkemusiks grand old men, Lars Lilholt, til det dansk-tanzanianske afrobeats-stjernefrø Tarick. Begge satte deres tydelige aftryk på et liveprogram, der også omfattede sidste års prismodtagere TWANG og Maria Franz fra Heilungs nye projekt Songleikr.

Aftenen blev bundet sammen af et umage og veloplagt makkerpar i form af musikjournalist og P6-vært Carsten Holm og den udpræget sønderjyske singer-songwriter Rikke Thomsen, som guidede publikum og de nominerede gennem uddelingen af ni priser – fordelt på seks DMA-statuetter og tre særpriser.

Foto: Kristian Gade

Prismodtagerne ved DMA ROOTS 2025

Årets Danske Rootstrack
‘Once a Shoemaker’ – Danish String Quartet
Nominerede: Stundom, Rune Barslund, Flach | Østerby, Dreamers’ Circus, Hilal Kaya, Bjarke Falgren & Sönke Meinen

Traditionsprisen
Nordisk Dans
Nominerede: Phønix, Jensen & Bugge, VÍÍK

Årets Nye Danske Rootsnavn
BITOI
Nominerede: Maja Kjær si Orkester, Hilal Kaya, Lea Kampmann

Årets Danske Rootskomponist
Ale Carr
Nominerede: Bjarke Falgren & Sönke Meinen, Stundom, Nikolaj Busk

Årets Danske Rootsudgivelse
‘Hvis ikke de er døde, lever de endnu’ – Stundom
Nominerede: Bjarke Falgren & Sönke Meinen, Dreamers’ Circus, Fjärin

Årets Danske Rootsnavn
Dreamers’ Circus
Nominerede: Stundom, VÍÍK, AySay, Perry Stenbäck

Årets Koncertoplevelse
HUN SOLO

Brancheprisen
Tom Sherlock

Æresprisen
Lasse & Mathilde

・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・・

Danish Music Awards Roots 2025 blev arrangeret af TEMPI – Roots Music Denmark, i samarbejde med IFPI og Bremen Teater og med støtte fra Statens Kunstfond.

Ved yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Jakob Kragesand, Leder af Produktion & Internationale Projekter i TEMPI: +45 31 65 04 67, jakob@tempi.nu

Del indslaget:

Aktuelle nyheder

Scroll to Top