Puljeændringer og frister for 2019
Der arbejdes i øjeblikket på en række justeringer af Tempis tilskudspuljer, der bl.a. skal gøre det nemmere for dig som ansøger.
Detaljer om puljerne og ansøgningsfrister udmeldes i løbet af vinteren 2018/2019. Det forventes, at den første frist i 2019 bliver i marts måned.
Tilskudspuljerne
Formålet med Tempis tilskudspuljer er at bidrage til at udvikle, styrke og udbrede kendskabet til og forståelsen for det musikalske genreområde folk og world samt de beslægtede genrer og derigennem være med til at fremme musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet.
Hos Tempi er der to muligheder for at søge støtte:
- En udviklingspulje, der kan søges til aktiviteter, der på nye måder positionerer eller formidler musik fra Tempis genreområde.
- En pulje til international transport, der kan søges til transportudgifter i forbindelse med turnévirksomhed uden for Danmark.
Læs kriterierne grundigt inden du ansøger. For din egen skyld.
Alle indkomne ansøgninger vurderes ift. de kriterier, som er beskrevet i det følgende. Du er velkommen til at kontakte sekretariatet, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit projekt lever op til kriterierne og falder inden for puljernes formål, ligesom sekretariatet i al almindelighed stiller sig til rådighed til sparring og rådgivning for aktører fra genreområdet.
Det anbefales at man søger puljerne i god tid, så man kan nå at få svar på sin ansøgning inden man påbegynder sit projekt, da udvalget kun kan imødekomme et begrænset antal ansøgninger.
Udviklingspuljen
Udviklingspuljen har til formål at positionere musikken fra Tempis genreområde og styrke områdets formidlere og aktører. Puljen kan både søges til projekter i Danmark og udlandet.
Udviklingspuljen kan søges af alle med projekter inden for folk, world og beslægtede genrer. I behandlingen af ansøgninger lægges især vægt på langsigtet effekt, nytænkning og formidling til nye målgrupper.
Puljen kan søges til to konkrete typer af projekter:
- Positioneringsprojekter, der introducerer musikken nye steder og for nye målgrupper.
- Formidlingsprojekter, der på nye eller særligt styrkende måder formidler musikken.
Fra Tempis strategi:
Med positionering forstås målrettet og strategisk placering af kommunikationsindsatser og musikaktiviteter på steder, hvor det forventes, at man kan få det største udbytte.Med styrkelse af genreområdets formidlere og aktører forstås styrkelse af disses arbejde og muligheder gennem udvikling af viden, kompetencer og netværk.
Puljen kan ikke søges til promotion og markedsføring af enkelte artister eller orkestre.
Kriterier for at søge udviklingspuljen:
For at modtage tilskud fra udviklingspuljen skal projektet leve op til flest mulige af følgende kriterier:
- Der er redegjort konkret for projektets fremtids- og udviklings-perspektiv.
- Projektet involverer en eller flere partnere. (F.eks. spillesteder, kulturhuse, festivaler, kulturforeninger, musikorganisationer, kommuner, regioner, skoler, institutioner, medier, virksomheder, fagpersoner, forskere eller lign.)
- Projektet har væsentlig medfinansiering fra øvrige kilder.
- Der er opstillet mindst tre konkrete succeskriterier for projektet, der kan bruges i projektets afrapportering.
- Projektet er rettet imod en velbeskrevet målgruppe eller brugergruppe.
- Projektet bygger bro til andre erhverv eller kunstformer.
I behandlingen af ansøgninger lægges især vægt på kriterierne 1, 2 og 3.
Alle ansøgninger behandles af et fagudvalg udpeget af Tempis bestyrelse.
Fagudvalget forbeholder sig retten at give afslag på ansøgninger og imødekomme ansøgninger med et mindre beløb end det ansøgte ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger og de afsatte midler.
Afrapportering og udbetaling
Når der bevilges tilskud, modtager man som ansøger et tilsagnsbrev, hvori frister og krav til dokumentation og afrapportering er oplyst. Fristen vil som hovedregel være én måned efter projektets afslutning. Når afrapporteringen er fyldestgørende afsluttet, indsættes det bevilgede tilskudsbeløb på den konto, der er angivet i ansøgningen.
Det udbetalte tilskud kan variere fra tilsagnet, hvis omfanget af den gennemførte aktivitet ikke svarer til det i ansøgningen oplyste.
Der skal påregnes en behandlingstid i forbindelse med udbetaling af støtte.
International transport
Puljen har til formål at styrke international turnévirksomhed for orkestre og solister. Der bevilges udelukkende tilskud til transportudgifter i forbindelse med turnévirksomhed i udlandet. Der kan bl.a. ikke søges tilskud til honorering, overnatning, forsikringer eller optagelser.
Med turnevirksomhed forstås en rundrejse til en række steder med en koncert.
Puljen kan søges af alle professionelle udøvere inden for folk, world og beslægtede genrer. I behandlingen af ansøgninger lægges især vægt på nytænkning, formidling til nye målgrupper og langsigtede karrieremæssige perspektiver.
Der gives fortrinsvis tilskud til turnevirksomhed i Tempis strategiske, geografiske indsatsområder (SGI’er): 1. Skandinavien, 2. Tyskland, 3. De britiske øer, 4. Canada og de nordligste stater i USA.
Læs mere om Tempis SGI’er her.
Der gives tilskud til transportudgifter i forbindelse med international live-optræden. Optrædener i radio/tv, workshops mv. kan indgå som et supplement til live-virksomhed, men tæller ikke som en koncert.
Kriterier for at søge tilskud international transport:
For at få bevilget tilskud til international transport skal aktiviteten leve op til følgende kriterier:
- Turneen har mindst to betalte koncerter uden for Danmark og gerne flere.
- Der er en tidsmæssig sammenhæng i de aftalte koncerter. (Er der tale om flere selvstændige ud- og hjem-rejser, anbefales det at man søger til hver tur separat)
- Honoraret for koncerterne er ikke lavere end lokale musikeres honorarer for tilsvarende koncerter.
- Der redegøres for turneens formål i et langsigtet perspektiv.
Alle ansøgninger behandles af et fagudvalg udpeget af Tempis bestyrelse.
Fagudvalget forbeholder sig retten at give afslag på ansøgninger og imødekomme ansøgninger med et mindre beløb end det ansøgte ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger og de afsatte midler.
Tilskud til showcase-koncerter og andre internationale projekter kan i visse tilfælde søges fra udviklingspuljen, såfremt projektet lever op til kriterierne for denne.
Afrapportering og udbetaling
Senest én måned efter aktivitetens afslutning indsendes den påkrævede dokumentation som nævnt i tilsagnsbrevet. Herunder et endeligt regnskab, kopier af relevante originalbilag og dokumentation for afholdte koncerter. Tilskudsbeløbet vil herefter blive overført til den konto, der er oplyst i ansøgningen.
Det udbetalte tilskud kan variere fra tilsagnet, hvis omfanget af den gennemførte aktivitet ikke svarer til det, der er oplyst i ansøgningen. Der kan forventes behandlingstid i forbindelse med udbetaling af tilskud.
Hvad kan der IKKE søges tilskud til:
Der er en række konkrete udgifter puljerne ikke kan søges til. Ansøgninger om støtte til disse får et administrativt afslag.
- Puljerne kan IKKE søges til projekter og aktiviteter, der ikke vedrører musik fra genreområdet folk, world og beslægtede genrer.
- Der kan ikke søges om tilskud til projekter, der er afviklet eller påbegyndt inden ansøgningsfristen.
- Puljerne kan ikke søges til projekter, der har ansøgt eller modtaget tilskud fra SNYK, JazzDanmark, Rosa, MXD eller Statens Kunstfond.
- Puljerne kan IKKE søges til koncerthonorarer. Her henvises i stedet til Statens Kunstfond.
- Puljerne kan IKKE søges til komponisthonorarer eller bestillingsværker. Her henvises i stedet til Statens Kunstfond.
- Der kan IKKE søges støtte til indspilning og produktion. Her henvises i stedet til Kodas kulturelle midler.
- Puljerne kan IKKE søges til bogproduktion og andre publikationer. Her henvises i stedet til Statens Kunstfond.
- Puljerne kan IKKE søges til studierejser eller efteruddannelsesaktiviteter.
- Puljerne kan IKKE søges til transport internt i Danmark. Her henvises i stedet til transportstotte.dk.
- Ansøgere fra Grønland og Færøerne, kan som udgangspunkt ikke søge Tempis puljer, med mindre ansøgningens formål direkte er til fremme for det danske musikliv og dansk musik i udlandet. (Musikere fra Grønland og Færøerne kan f.eks. ikke søge tilskud til international transport).
Gode råd til din ansøgning
En god ansøgning er kendetegnet ved at have en tydelig relevans ift. puljens kriterier og formål, et tydeligt formål i sig selv, et klart koncept og et realistisk budget, der afspejler et realiserbart projekt.
Gode råd:
- Anvend puljernes ansøgningsskema. Udfyld samtlige felter.
- Ansøg i god tid inden din projekt og i god tid inden ansøgningsfristen.
- Vent ikke til sidste øjeblik med at indtaste din ansøgning.
- Beskriv formål og forventet resultat af projektet tydeligt og gerne som det første.
- Opstil konkrete og målbare succeskriterier eller målsætninger.
- Copy/paste ikke fra ansøgninger til andre støtteordninger og fonde, men skriv din ansøgning direkte til dem, du søger hos.
- Beskriv tydeligt hvordan projektet lever op til puljens formål.
- Vær grundig og ærlig i dit budget.
- Angiv en realistisk tidsramme for projektet og noter dig hvilken slutdato, du angiver, da denne også bliver din deadline for at indsende dokumentation for dine udgifter i forbindelse med projektet og afrapportering.
- Hold ansøgningen kort og præcis.
- Undlad overflødige detaljer.
- Dobbelttjek din ansøgning inden du sender den afsted.
- Find andre støttemuligheder i www.legatbogen.dk.
Når fristen er overskredet, er det IKKE muligt at ændre ansøgningen eller eftersende bilag. En mangelfuld eller upræcis ansøgning får automatisk afslag. Skemaet lukker automatisk kl. 24:00 på den dag der er frist for ansøgninger og åbner igen senest en måned inden næste frist.
Kommende frister i 2018:
5. marts kl. 24:0014. maj kl. 24:003. september kl. 24:00- 3. december kl. 24:00
Nyheder og tilbud fra Tempi
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil være sikker på at få nyheder om Tempis projekter, servicetilbud og puljer.