I denne måned tikkede en af de sjovere e-mails ind på TEMPI-kontoret med en bevilling på over 450.000 kr. fra Kulturministeriet og Udenrigsministeriets fællespulje for strategisk kultursamarbejde. Bevillingen skal understøtte udviklingen af et ambitiøst roots-udvekslingsprogram via etableringen af såkaldte block booking networks, der – udover Danmark – skal trådes gennem Canada, USA, Frankrig og Belgien. Projektet starter i det nye år og skal skabe en på alle måder bæredygtig infrastruktur for artister, spillesteder og det øvrige musikalske landskab under rootsgenren. Ambitionen er at skabe et strukturelt paradigmeskift i den danske musikindustri.
“Det er sjældent, at vi har mulighed for at arbejde med projekter, der tilgodeser alle dele af fødekæden og er så udpræget win-win for hele vores genreområde. Det er også usædvanligt, at en organisation af TEMPI’s størrelse modtager så stort et beløb, og det fortæller mig, at vores innovative tilgang anerkendes, samt at man kan se det potentiale, der blandt andet er for at implementere denne model i andre musikalske nicheområder.”
– Laia Canals, Direktør, TEMPI – Roots Music Denmark
Projektet bærer arbejdstitlen ‘Transatlantic Roots Network Exchange’, eller ‘TRNEx’, og har som erklæret mål at omstrukturere, hvordan turnéer planlægges, organiseres og udføres, og herigennem fremme udviklingen af mere samarbejdsorienterede og miljøansvarlige forretningspraksisser, der prioriterer både økonomisk bæredygtighed og konkrete miljøhensyn. Det er her, at block booking network-modellen kommer ind i billedet.
Block booking hvaffor noget?
Block booking networks er koordinerede klynger af spillesteder og festivaler, der kollaborativt kan arrangere flere optrædener for artister inden for en defineret geografisk region (eksempelvis Danmark). Denne model er banebrydende i arbejdet med at tackle de miljømæssige og økonomiske udfordringer ved international turnévirksomhed og tilbyder praktiske løsninger, der kan støtte bæredygtig vækst for både kunstnere og spillesteder.
TEMPI starter dog ikke på bar bund, når projektet skydes i gang. Siden kultursatsningen Nordic Bridges i 2021 har de arbejdet målrettet med at opdyrke et nordisk roots-brand og sende artister på græs i Nordamerika og særligt Canada, hvor block booking network-tilgangen er almen praksis for lokale artister og spillesteder. Det var igennem dette arbejde og via mapping af en række booking netværk over there, at potentialet blev åbenlyst og hurtigt ledte til et regulært eksport-boom. I 2023 søgte danske roots-artister international transportstøtte til flere end 50 koncerter alene i Canada, viser genreorganisationernes egen dataindsamling, som det også fremgår i udgivelsen ‘Dansk Musikliv i Tal’, der udkom tidligere i år.
Det dansk-kurdiske band AySay er en af de artister, som på et kritisk tidspunkt i deres karriere kunne booke en længere tour i Nordamerika på baggrund af det netværksarbejde, som TEMPI har lavet i Canada, hvor samarbejds- og udvekslingsprogrammer med Folk Alliance International, Mundial Montréal og Folk Music Ontario har vist vejen. AySays manager, Kaylee Pearson, kan lynhurtigt pinpointe, hvorfor denne slags infrastruktur er så vigtig for de af hendes artister, der kan betegnes som nichemusik.
“At få opbygget en stærk international infrastruktur som den, TEMPI skaber, er afgørende for artister, der befinder sig i nichemusikken. Det handler ikke kun om at få flere koncerter i kalenderen, men om at etablere bæredygtige relationer og muligheder, der rækker langt ud over enkeltstående shows. For bands som AySay betyder det, at de kan nå ud til et bredere publikum og styrke deres karriere på et internationalt plan, hvilket åbner døre, som ellers ville være lukkede.”
– Kaylee Pearson, Direktør, Happy Duck Management – manager for AySay
Fra Nordamerika til Nordjylland
Indtil nu har TEMPI fokuseret en del på eksportaspekterne og dermed primært danske artisters muligheder i udlandet. Først, som nævnt, i Nordamerika – og sidenhen i Belgien og Frankrig. Udvekslingsdelen, derimod, har i sin spæde start bestået af mindre besøg fra udenlandske delegationer og artister, mestendels som showcases på branchefestivaler, der ikke har henvendt sig til det generelle danske kulturpublikum. Men når projektet skydes i gang, er det også med danske spillesteder og festivaler i en nøglerolle som aftagere af et bredere, mere mangfoldigt felt af rootsnavne, der både skal højne kvaliteten af bookingerne til gavn for publikum og strømline processen til gavn for spillestederne. Ét af de spillesteder er Huset i Hasserisgade i Aalborg.
“Som et spillested, der orienterer sig mod smalle musikområder, både i og udenfor Danmark, er det helt essentielt for os, at vi kan arbejde i netværk med andre scener og arrangører. Vi har stor erfaring inden for vores egen begrænsede geografi og har altid set et stort potentiale i at udveksle viden, praktik og god musik med andre områder af Danmark, Norden eller resten af verden for den sags skyld. Rootsmusikken rummer en diversitet, en håndholdthed og en dyb tradition, som alle er centrale værdier i Husets DNA, og alle de forudsætninger, vi kan skabe for, at denne musik kan få en bedre infrastruktur, et bredere afsæt og et større virkeområde, er vigtige for os at understøtte.”
– Michael Falk Marino, Leder, Huset i Hasserisgade
Projektet har udover Huset i Hasserisgade også Maskinhallen, Turkis, Spot Festival, Harders, Resonator Festival, ALICE, Gimle og RAV med, når det sættes i gang, og det forventes, at flere partnere løbende tilføjes.
White book skal sikre data- og vidensdeling
Udover det konkrete arbejde med at etablere nye og mappe eksisterende booking-netværk, skal der udarbejdes en white book, der dokumenterer den dynamiske vidensudveksling, som er et fuldkommen centralt biprodukt af så omfattende en proces. Sammen med en grundig dataindsamling, der også iværksættes, skal best practice-scenarier identificeres og udstikke en kurs for fremtidig implementering.
“Det er ikke uden risiko, når man vil skabe innovation. Vi er særligt opmærksomme på faldgruber som karteldannelse, der ville være katastrofalt, når det netop er diversitet og øget alsidighed i kulturudbuddet, som er målet på den lange bane. Derfor har vi fra start af defineret klare operationelle rammer for alle deltagere, og vi ønsker en åben, eksplorativ proces fra dag ét.”
– Laia Canals, Direktør, TEMPI – Roots Music Denmark
Transatlantic Roots Network Exchange-projektet løber fra januar til december næste år.
Projektet er et partnerskab mellem Folk Alliance International, Folk Music Ontario, Mundial Montréal, den Kongelige Danske Ambassade i Canada og TEMPI.
Belgiske og franske partnere inkluderer: Tournée Mondial, Dranouter Festival, Babel Music XP, WOMEX og den Danske Ambassade i Frankrig.
Ved behov for yderligere info, kontakt da direktør Laia Canals – laia@tempi.nu, +45 60178779 eller leder af internationale projekter Jakob Kragesand – jakob@tempi.nu, +45 31650467.