Sceneskift
En ny (midlertidig) krisetidspodcast om musiklivet
Hvad kan en musiker gøre for at bekæmpe ensomhed? Hvad kan spillesteder og festivaler gøre, når de ikke må lave koncerter? Hvad kan musiklivets freelancere forvente sig af regeringens hjælpepakke? Hvad kan musikbranchen tjene penge på, mens live-scenen er lukket? Hvordan bruger vi krisen til noget konstruktivt? Det er nogle af de spørgsmål, vi stiller i podcasten Sceneskift.
Tæppet blev med ét hevet væk under musiklivets rutiner og forretningsmodeller, da statsministeren lukkede Danmark ned. Heldigvis er musikken ustoppelig og skal nok finde vej til vores ører på den ene eller anden måde, men hvad gør musiklivets aktører for at klare sig gennem krisen, og hvilke nye ideer og taktikker bliver taget i brug for at komme videre?
Det undersøger vi gennem daglige podcast-samtaler med interesseorganisationer, musikere, arrangører, eksperter udefra og andre aktører fra musiklivet, der som alle prøver at finde ud af, hvordan vi kommer videre. Samtalerne ledes af den erfarne radiojournalist Morten Alfred Høirup, der også selv er komponist og musiker.
Podcasten er blevet til i et samarbejde mellem Genreorganisationen Tempi og foreningen Mediehaven, der bla. står bag Radiofolk.dk og podcast’ene Katten i Sækken og Spillefolkenes Hemmeligheder.
Kontakt os, hvis du har en god ide!
Vores fokus er gode ideer og inspiration, der kan hjælpe musiklivet med at komme videre. Vi hører derfor gerne fra dig, hvis du har en god ide, du gerne vil dele.
For yderligere informationer eller spørgsmål, kontakt mortenalfred@gmail.com