Open call: Bliv en del af det officielle showcase-program til Nordic Folk Alliance 2022!

Nordic Folk Alliance søger to danske orkestre fra Tempis genreområde til sit officielle showcase-program i 2022. Ansøg her!

Nordic Folk Alliance er en showcase-festival og et mødested for musikere, branchefolk og musikelskere fra genrerne folk og global roots. Festivalen finder sted d. 20.-22. april 2022 i Göteborg og byder foruden koncerter på talks, seminarer og masser af networkingmuligheder. Nordic Folk Alliance er en udløber af den store, internationale konference Folk Alliance International, der er det største, årlige samlingssted for folkemusik i Nordamerika. Tempi er blandt arrangørerne og initiativtagerne til den nordiske version.

På festivalen udvælges to navne fra hvert af de nordiske lande til det officielle showcase-program. Udvælgelsen forestås af en central festivalkomite med repræsentanter fra de nordiske lande. Alle danske orkestre fra genreområdet folk og global roots kan ansøge – helt gratis.

Festivalen gør en stor indsats for at invitere og tiltrække internationale delegerede – især fra de nordiske og Nordamerikanske markeder – men koncerterne vil også være åben for almindeligt, betalende publikummer.

Nordic Folk Alliance foregår hovedsageligt på Musikhuset i Göteborg, men andre scener i nærheden benyttes også.

Udvælges man til det officielle showcase-program dækker festivalen udgifter til logi, mens transport dækkes op til 4000 kr. Festivalen sørger for forplejning og backline til de optrædende orkestre. Der ydes ikke honorar for showcase-optrædender.

Ansøgningsfrist: 16. januar 2022 at kl 23:59