Dansk roots-stjerne leverer live-soundtrack til yoga session i mørke

Rootsmusik møder yoga i mørke, når Tempi og Musikcaféen inviterer til en sanselig, beroligende træningssession, som booster både krop og sind fra morgenstunden.

Tempi præsenterer: Roots & Yoga feat. Ida Wenøe

Hop i dit bedste joggingsæt og tag forbi Musikcaféen/Huset-KBH på vej til arbejde eller skole og bliv totalt strukket igennem til lyden af et stortalent fra den danske roots-scene. Belysningen dæmpes, når du sammen med en erfaren yogainstruktør, musikere og andre deltagere skal kæle for muskler, led og ikke mindst øregange og lade op til en ny dag.

 

LIVE: IDA WENØE

Ida Wenøe er en fornyer, en genopfinder af folk-genren. Med fødderne solidt plantet i mulden fra 60´ernes blomsterbørn og navne som Joni Mitchell, Nick Drake og Neil Young, har hun fundet sin egen vej på skuldrene af traditionen. De danske rødder, højskolesangbogen og Carl Nielsen er tydelige aftryk, men Wenøe blander det hele på sin egen psykedeliske måde, og teksterne går tæt på og udfordrer strukturen i sproget. Live er hun kendt som en performer, der rammer sine lyttere hårdt og rent. Ida har en fortid som frontfigur i Boho Dancer og udgav solo-debutalbummet ‘Time of Ghosts’ i 2015, som høstede roser i både ind- og udland.

 

INSTRUKTION: JOHANNE JEPSEN

Johanne er certificeret yogalærer og fysioterapeutstuderende og brænder for at hjælpe mennesker til at opleve større fysisk frihed i kroppen. Hendes værktøj hertil er nærværende bevægelse og jordnær træning, der styrker, mobiliserer, udfordrer, balancerer og kræver fuld opmærksomhed på kroppen.

Udgangspunktet for træningen er de traditionelle yogastillinger, der gennem generationer har hjulpet mennesker til en naturlig og sund kropsholdning. Øvelserne styrker både de store og små muskelgrupper i kroppen og skaber cirkulation i vævet i og omkring led, muskler og sener. Johanne kombinerer de traditionelle yogastillinger med kreative variationer og med styrkende øvelser, hvor teknik og “alignment” er i fokus. Johanne ønsker med sin træning at skabe et rum, hvor du kan komme lidt ud af hovedet og mere ned og mærke din krop og dens mange potentialer.

 

HAR DU IKKE PRØVET YOGA FØR?

Du kan sagtens være med alligevel! Sessionen skal fungere som en blid start på dagen og ikke et hårdt workout. Kast dig ud i det og prøv dig frem. Vores dygtige instruktør sørger for at give dig god tid til at komme ordentligt ud i øvelserne.

 

BILLETTER:

50 kr. + gebyr / Køb her
Inkl. 1 flaske kildevand + 1 frugt.

 

PRAKTISK:

31. oktober kl. 08-09. Dørene åbner kl. 07.30.
Rådhusstræde 13, 3. sal (Musikcaféen)

Du kan medbringe din egen yogamåtte, men det er ligeledes muligt at låne en til arrangementet.

Der kan klædes om på Huset-KBH’s toiletter, men kom i god tid, da sessionen starter sharp.

Tjek eventen på Facebook.

Invitation til dialogmøder i Aarhus og København

Kære musikere, arrangører, formidlere, samarbejdspartnere og andre interesserede!

Tusind tak for den fantastiske launch af Tempi i foråret! Det var fedt at høre de mange gode og konstruktive kommentarer, ideer og diskussioner, som var med til at give os en rigtig god launch og start på Tempi. Vi bobler stadig med gejst og har fået lyst på mere!
Derfor inviterer vi dig nu til et nyt inspirationsmøde.

Vi er i Tempi i fuld gang med at forme vores projekter, aktiviteter og nye initiativer. Men vi vil gerne involvere dig, der skaber, skriver, formidler eller brænder for musik, i processen. – Det er netop ildsjælenes ideer og indsats, der gør, at vi overhovedet har en scene for Tempis musikalske genreområde. Og det er derfor en høj prioritet for os, at du kan være med til at præge og også få gavn af vores fælles indsats og arbejde fremover.

Tempi vil derfor gerne invitere alle fra miljøet til det første af en række dialog- og netværksmøder.
Dialogmødet foregår både i Aarhus og København – så mød op dér hvor det passer dig bedst:

Tirs 31/10 kl. 17-19: AARHUS – PLUKK, Skovgaardsgade 5, C/O Institut for X, 8000 Aarhus C
Ons 15/11 kl. 17-19: KBH, Forsamlingshuset, Onkel Dannys Plads 5, 1711 KBH V

Mødet vil blandt andet give dig et bedre billede af Tempi, når vi uddyber organisationens strategi for de næste 4 år i hovedtræk.
I strategien lægger vi bl.a. vægt på:
– partnerskaber,
– positionering af musikken,
– styrkelse af områdets aktører i Danmark og i udlandet.
Til mødet vil vi uddybe, hvad der ligger i ovenstående, og hvordan man kan blive en aktiv medspiller.

Du vil desuden få mulighed for at dele dine tanker med os og dine branchekolleger. Og du vil få en bedre forståelse af, hvornår Tempi kan være en ressource, du kan trække på, og hvad du også selv kan spille ind med. Eller med andre ord: Kom og hør hvornår og hvordan vi kan spille sammen.

PROGRAM
Moderator: Thomas Garlov (Kommunikationskonsulent / gkom.dk)
Kl. 17.00 Velkomst og kaffe/kage
Kl. 17.15 Tempis strategi: Partnerskaber, positionering af musikken og styrkelse af områdets aktører
Kl. 18.00 Sandwich, øl & vand og musik fra Fru Skagerak
Kl. 18.30 Dialog: Hvordan og hvornår spiller vi sammen?
Kl. 19.00 Tak for nu og på gensyn 🙂

TILMELD DIG
kontakt@tempi.nu senest 24/10 til mødet i Aarhus og senest 8/11 til mødet i KBH mhp. bestilling af forplejning m.m.

Vi glæder os til at se dig!

De bedste hilsner
Bestyrelsen og sekretariatet
Tempi

Tag kontrollen over din kreativitet! Songwriter/producer session

ARTLAB, DIT:KBH, Dansk Kulturinstitut, Make It World og Tempi præsenterer: 
ESCRITÓRIO DE CANÇÃO/OFFICE OF SONGS – Global Music Song Studio

Kan du skrive, indspille og producere en sang på seks timer? Vil du lære at tage kontrollen over din kreativitet og spytte et gennemarbejdet, færdigt track ud på en enkelt dag? Den 4. oktober kl. 10 åbnes scenen i Råhuset på Vesterbro/København for seks danske musikere, der sammen med dagens to brasilianske gæster Clara Valente (sanger/sangskriver) og Gui Gatreaux (producer/percussionist) (billedet) i løbet af seks timer skriver, indspiller og producerer minimum en sang. Du medbringer dit instrument, kreativitet, gode idéer – og så går vi i gang. Clara, Gui og deres mobile studie-setup er katalysatorer for processen, som munder ud i en færdig produktion.

Vil du jamme med? Tilmeld dig til senest den 29. septemberARTLABs hjemmeside – husk at skrive lidt om, hvad du spiller, hvilken musik du laver, og hvilke erfaringer du har med sangskrivning og musikproduktion.

Du er:
Sangskriver/musiker/producer, gerne med baggrund indenfor world-, folk- eller roots-musik.

Du får:
Songwriter/producer session: I skriver og producerer sammen, medbring instrument/mikrofon/laptop
Der serveres mad og drikke i løbet af dagen.

Du møder:
CLARA VALENTE
Brasiliansk singer-songwriter og pianist. Hendes debutalbum ”Mil Coisas” (2014) blev bl.a. udnævnt til et af årets bedste albums i Brasilien. De sidste par år har hun turneret intensivt i Brasilien, USA og Europa, hvor hun bl.a. har optrådt i UK, Østrig, Ungarn og Tjekkiet.
GUI GAUTREAUX
Producer, trommeslager og elektronisk musiker. Har optrådt med en lang række brasilianske artister som bl.a. Zeca Pagodinho og Cidade Negra. Som komponist har han lavet musik til de etablerede brasilianske tv-stationer og mindre indie-produktioner.

Praktisk:
Sessionen foregår den 4. oktober i København og koster 350 kr. / 150 kr. for DMF-medlemmer.

Læs mere og tilmeld dig her.

Er du interesseret i det norske marked? Ansøg om showcase på Folkelarm 2017

Foto: folkelarm.no

I samarbejde med Folkelarm præsenterer Tempi et dansk orkester på Folkelarm i Oslo d. 16-19. november 2017. Orkestret udvælges i samarbejde med Folkelarm. Udfyld ansøgningsformularen i linket herunder, hvis du vil tages i betragtning til koncerten.

Folkelarm er norsk showcasefestival, der blev blev etableret i 2005. Festivalen har hovedfokus på norsk folkemusik men favner roots og folkemusik fra hele norden. Ud over koncerter arrangerer festivalen seminarer, og der er mulighed for at sætte møder op med branchefolk fra hele Skandinavien.

Du ansøger ved at udfylde formularen i linket herunder. I vurderingen af ansøgningerne lægges der vægt på hvordan en koncert på Folkelarm spiller ind i orkestrets overordnede plan og strategi.

Der er nu åbent for ansøgninger for danske orkestre frem til d. 15. september kl. 12.

Ansøgningerne bliver først behandlet af repræsentanter fra Tempis sekretariat, hvorefter de tre mest egnede ansøgninger sendes til Folkelarm, som træffer den endelige afgørelse ud fra deres vurdering af orkestrets potentiale i Norge.

Der betales ikke honorar for showcasen. Tempi dækker transport- og overnatningsudgifter på op til 7.500 kr. for det udvalgte orkester.

Vi forventer at kunne svare alle ansøgere ultimo september.

Ansøg her

Læs mere om Folkelarm.

Elektroniske troldmænd, jazz og verdensmusik på tour i Musikmetropolen!

Foto: globalcompositions.com

Under overskriften Musikkens Afkroge vil et splinternyt format, som forener talks og viden med koncerter af højeste kvalitet, tage på tour for at udforske genre- og kommunegrænserne. Tre kommuner vil sammen med tre spillesteder tilbyde musikalske rundrejser, så alle på Sjælland kan få et sjældent indblik i musikkens krinkelkroge.

Til koncert- og talk-rækkens ni arrangementer præsenteres jazz, verdensmusik og elektronisk musik på en helt ny måde, hvor man som publikum kommer med helt ind i maskinrummet og garanteres en storslået musikalsk oplevelse! Kunstnere og oplægsholdere er håndplukket af Danmarks førende genreorganisationer indenfor jazz, world og elektronisk musik. Projektet er det første af sin slags i Danmark, hvor samarbejder på denne måde krydser grænser, genrer og umage partnerskaber. De medvirkende værter er Rødovre Kommune i samarbejde med Viften/AOF Rødovre, Roskilde Kommune i samarbejde med Gimle/AOF Roskilde og Køge Kommune i samarbejde med Tapperiet/FOF Køge Bugt.

Naya Buric og Christina Dahl tager dig med på jazzrejse
I jazzens ringhjørne vil én af Danmarks førende radiostemmer fra P8 Jazz, Naya Buric, føre taktstokken under overskriften Alt det Jazz. Hun vil lede en opdagelsesrejse igennem jazzen og give et indblik i den diversitet og mangfoldighed, som jazzen rummer og vil samtidig spille op til debat. Jazzens udviklingshistorie krydres undervejs med musikalske livefortolkninger af Christina Dahl Kvartet. Udover den suveræne saxofonist Christina Dahl består kvartetten af den anerkendte guitarist Niclas Knudsen, basvirtuosen Jesper Lundgaard og højprofilerede Jeppe Gram på trommer.

Nye indsigter i elektronisk musik
Touren byder også elektroniske troldmænd inden for på spillestederne. For hvad er elektronisk musik egentlig, når det kommer til stykket? Det giver det internationalt anerkendte Kopenhagen Laptop Orchestra deres bud på til arrangementerne med overskriften Elektroniske Troldmænd. Musikken står på skuldrene af såvel free-jazz som klassiske kompositioner foruden det elektroniske ophav, og den er for alle – også dem som aldrig har drømt om at høre elektronisk musik! Bliv beriget med nye indsigter om og med elektronisk musik, som publikum også får chancen for at sætte sit præg på. Musikken skabes nemlig live i nuet – og kan kun opleves denne ene gang.

Stærke musikalske kræfter fra hele verden
De musikalske afkroge rummer ligeledes verdensmusikken. Der er lagt op til en Jordomrejse i Toner, når anmelderdarling og vinder af bl.a. en Danish Music Award World og Carl Prisens komponistpris, Rune Thorsteinsson (billedet) gæster de tre spillesteder. Thorsteinsson inviterer til en ekspedition med projektet Global Compositions. Oplev og diskuter et øjebliksbillede af en global verden og dens musikalske mangfoldighed – fra gumboot dansere fra Johannesburg, meditationsmusik fra Kathmandu til improviseret grottekoncert på Færøerne.

 

Tider & steder

Musikkens Afkroge, Rødovre
Sted: Viften, Rødovre Parkvej 130, 2610 Rødovre.
Køb billetter
• Elektroniske Troldmænd. Søndag d. 10/9, kl. 15-17
• Alt det Jazz. Mandag d. 2/10, kl. 19-21
• Jordomrejse i Toner. Mandag d. 6/11, kl. 19-21.

Musikkens Afkroge, Roskilde
Sted: Gimle, Helligkorsvej 2, 4000 Roskilde.
Køb billetter
• Elektroniske Troldmænd. Onsdag d. 6/9, kl. 19-21
• Alt det Jazz. Onsdag d. 4/10, kl. 19-21
• Jordomrejse i Toner. Torsdag d. 9/11, kl. 19-21

Musikkens Afkroge, Køge
Sted: Tapperiet, Søndre Badevej 1, 4600 Køge
Køb billetter
• Elektroniske Troldmænd. Tirsdag d. 5/9, kl. 19-21
• Alt det Jazz. Tirsdag d. 3/10, kl. 19-21
• Jordomrejse i Toner. Tirsdag. d. 7/11, kl. 19-21

NB: Overskydende billetter kan købes i døren på spillestederne til det pågældende arrangement. Arrangementsrækkernes pris bestemmes lokalt og kan variere.

Musikkens Afkroge præsenteres i et samarbejde mellem Musikmetropolen, Tempi, JazzDanmark, Strøm, AOF Roskilde, AOF Rødovre, FOF Køge Bugt og spillestederne Gimle, Viften og Tapperiet.

Kender du et band, som skal ud over stepperne?

Så er det nu, du skal prikke til dem og sige, at de skal tilmelde sig AUDITIONDAYS Folk/World 2017!

AuditionDays er både koncertaften og bandcoaching, som giver nye bands mulighed for at komme videre i deres musikalske karriere. I år sætter Tempi i samarbejde med ORA, Global og Konfus fokus på musikalske stjernefrø inden for Folk/World med tre AuditionDays-aftener på Global i København og Konfus i Esbjerg i december 2017.

I stedet for at gøre musik til en sport med tabere og vindere har AuditionDays til formål at styrke og udvikle alle deltagende bands. De udvalgte bands får efter en liveoptræden feedback fra et panel bestående erfarne og markante folk fra den danske musikbranche. Her får de individuelle bands konkrete værktøjer til at arbejde målrettet og fokuseret mod at udvikle sig og nå deres mål.

Læs om krav for deltagelse og ansøg.

Der er åbent for ansøgninger indtil 21. august kl. 12.

Læs mere om AuditionDays.

WOMINAR: Bliv klogere på WOMEX og den internationale branche

Tempi inviterer til WOMINAR: Bliv klogere på WOMEX og den internationale branche

For mange danske folk- og world-bands har musikmessen WOMEX været et vigtigt stop på vejen mod en international karriere.
Den 6. juni kl. 17.00 – 20.00 afholder Tempi et seminar, hvor du har mulighed for at blive klogere på den internationale branche, og hvordan du bedst bruger WOMEX som et springbræt til de internationale folk- og world-scener.

PROGRAM:
17.15 – Hvordan sætter du skub i din internationale karriere, og hvordan bruger du bedst WOMEX?
Paneldiskussion med erfarne WOMEX-delegerede og do’s & don’t’s.
18.00 – Pause
18.20 – Praktisk info og nyheder om WOMEX 2017 samt diskussion om, hvordan standområdet udnyttes bedst muligt
19.00 – Fri snak og networking
20.00 – Slut

Seminaret foregår i Forsamlingshuset, Onkel Dannys Plads 5, 1700 København V.

Tilmeld dig seminaret senest fredag den 2. juni.

WOMEX afholdes 25.-29. oktober i Katowice i Polen. Skriv til international projektleder Laia Kverneland på laia@tempi.nu for rabatkode ifm. køb af standplads.

Få seminaret i din digitale kalender på Facebook.

Alle er velkomne!

Woof Camp: Ny musik-workshop for unge ml. 13-16 år

Hop med ind i en verden af lyde og rytmer fra fjerne og lokale egne, når vi starter Woof Camp op fredag d. 2. juni!

Woof Camp er stævner og workshops, hvor unge kan prøve kræfter med world og folk fra Norden og resten af verden og få chancen for at skabe deres helt egen musik (heraf navnet ‘Woof’ – WOrld Og Folk).
På den første Woof Camp vil de to erfarne og farverige musikere, Åsmund Boye Kverneland og Alex Opazo, dele ud af deres viden om- og kærlighed til den latinamerikanske cumbia og tage dig med på en rejse i lyd og stemning.
Vi kommer til at lytte og spille sammen, og du vil lære om, hvordan du bruger de musikalske elementer til at skabe din helt egen musik.

Workshoppen foregår fredag d. 2. juni fra kl. 16.30-19.00 på Rytmisk Center på Vesterbrogade 107E i København. Det er gratis at deltage.
Vi spiser sammen undervejs. Workshoppen henvender sig primært til dig, som er mellem 13-16 år.

Der er begrænsede pladser, så skynd dig at tilmelde dig!

Den 10-12. november 2017 vil der være mulighed for at deltage i et tre-dages Woof Camp-stævne, hvor vi arbejder inden for forskellige genrer fra tre forskellige steder i verden.
Sidst i forløbet komponerer vi vores egen lyd med udgangspunkt i alt det vi har lært og fremfører de unikke værker, der kommer ud af det, ved en mini-koncert.
Deltagere på de indledende Woof Camp-workshops kommer først i køen om en plads.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektleder Rita Christina Biza på ritabluebiza@gmail.com.

Alex Opazo er oprindeligt fra Chile og bosat i Danmark. Han har boet med indianerstammer i bl.a. Chile, Mexico og Peru og har et stort kendskab til deres kulturelle og musikalske traditioner. Han er perkussionist, multikunster og har mange års erfaring med at lave musik-workshops for både børn, unge og voksne. Han er desuden trommeslager/perkussionist i bandet Trypical Cumbia og Mambe & Danochilango.

Åsmund Boye Kverneland er kendt som dj og producer under aliaset Copyflex. Han har spillet shows overalt i Danmark, på alt fra de etablerede klubber til Roskilde Festival og har desuden rejst og spillet i Ægypten, Brasilien, Marokko og Vietnam. Åsmund har en forkærlighed for musik fra fjerne egne og et stort kendskab til den traditionelle colombianske folkemusik ved navn Cumbia og dens nyere elektroniske subgenrer. Han er multikunstner og mestrer en lang række instrumenter. Han har tidligere lavet musik-workshops med unge, bl.a. i projektet Turning Tables, som giver unge over hele verden mulighed for at udtrykke sig gennem musik.

 

 

Invitation til launch af Tempi og årsmøde

Du er hermed inviteret til fejring og launch af Tempi d. 29/4, hvor den nye genreorganisation indvies med musik, artist talks, paneldebat og åben dialog. Dagen afsluttes med mad, forårsdrikke og jam-session.

En ny genreorganisation for folk, world og beslægtede genrer har set dagens lys og er nu klar til at indvie omverdenen i sine visioner og ambitioner for genreområdet. Derfor inviterer Tempi til første årsmøde og introduktion til organisationen, dens arbejde og samarbejdsmuligheder.

Et panel bestående af Bjarke Svendsen (spillestedsleder/Jazzhouse + Global), Evrim Citirikkaya (projektleder/Det turkise telt), Poul Bjerager Christiansen (spillemand, stifter/Lirum Larum), Claudia Mambe Rodriquez (musiker) og Mette Kathrine Jensen (musiker) vil indlede en dialog om fremtidens muligheder for det musikalske område ’folk, world og beslægtede genrer’, hvorefter der lægges op til en debat mellem alle fremmødte. Debatten modereres af Morten Alfred Høirup og dokumenteres grafisk af illustrator Katrine Clante.

Dagen vil herudover være krydret med musikalske indslag og korte artist talks. Hør bl.a. Mette Kathrine Jensen og Bjonko Stosic fortælle om og demonstrere deres tilgange til hhv. harmonika og klarinet. Vi runder af med mad, drikke og en fælles jam, som initieres af dagens artist talkere. Ta’ dit instrument under armen og vær med!

Hvornår: Lørdag den 29/4 kl. 16-20
Hvor: Nørrebro Teaters Foyer, Ravnsborggade 3, 2200 KBH N

Tilmeld dig her senest d. 19. april
OBS. Tilmelding påkrævet.

PROGRAM
16.00 – Ankomst og forfriskninger
16.15 – Velkomst og introduktion til Tempi
16.30 – Artist Talk: Mette Kathrine Jensen (Harmonika)
16.40 – Årsmøde (Der er i år ingen formelle punkter på dagsordenen. Mødet vil i stedet være en generel orientering om organisationen og dens rammevilkår)
16.50 – Artist Talk: Bjonko Stosic (Klarinet)
17.00 – Paneldebat: Hvad kan folk- og world, og hvordan styrker vi musikkens position i samfundet?
17.50 – Artist Talk: Jes Kroman (Violin)
18.00 – Fælles dialog
18.45 – Artist Talk: Simona Abdallah (Darbukah)
19.00 – Afrunding ved Sophie Bech (forkvinde/Tempi) og kommentarer fra fremmødte
19.15 – Sandwich, øl/vand og fælles jam-session

Festen fortsætter på Global, hvor Afenginn spiller koncert kl. 21.00 (dørene åbner kl. 20).

Vi glæder os til at se dig!

De bedste hilsner
Bestyrelsen og sekretariatet
Tempi

3 danske orkestre udvalgt til tysk eksportfremstød

Ida Wenøe, Debre Damo Dining Orchestra og Mads Mathias repræsenterer dansk folk, world og jazz i årets udgave af Danish Vibes.

Eksportprojektet Danish Vibes sender for femte gang danske orkestre igennem et forløb bestående af showcases, messedeltagelse og coaching i strategi, performance og PR rettet mod det tyske marked. I år faldt den tyske jury for Ida Wenøes nordiske noir-folk-univers, Debre Damo Dining Orchestra’s take på etiopisk jazz, og jazz-crooneren Mads Mathias. Det er således disse tre acts, der er udvalgt til at repræsentere dansk folk, world og jazz på Danish Vibes.

Tidligere deltagere har enten landet en samarbejdspartner eller er i dialog med interesserede partnere efter at have optrådt for 120 branchefolk på den afsluttende showcase i Hamborg. Gustav Rasmussen fra afro-jazzorkestret The KutiMangoes, deltager på sidste års Danish Vibes, fortæller:

”For os i The KutiMangoes var Danish Vibes en unik chance for at arbejde seriøst med vores internationale potentiale. Strategi-sparring, workshops og showcases i et længerevarende forløb gjorde, at vi kunne være kontinuerligt til stede der, hvor det sker, og dermed bliver taget seriøst som samarbejdspartner på det internationale marked.”

Igen i år har der været stor interesse for eksportprojektet. En jury bestående af tyske koncertpromotors, bookingagenter, PR-agenter og pladeselskabsfolk har udvalgt de tre orkestre ud af en omfattende mængde kompetente ansøgere.

“De sidste par år har vi kunnet mærke en stigende interesse fra danske musikere om at komme ind på det tyske marked. I Danish Vibes har genreorganisationerne et eksportprogram, der både formår at reagere på den store tyske interesse for det nordiske og coache professionelle danske musikere i international musikeksport,” udtaler Lars Thor, projektleder hos JazzDanmark.

Danish Vibes er dansk musikeksport af folk, world og jazz, der gennem samarbejdet med branchefolk på verdens tredjestørste musikmarked, Tyskland, ønsker at skabe et grundlag for udvalgte orkestre til at få et gennembrud på den tyske scene.